Smagfulde hverdagssamtaler
I dag skal det handle om ikke bare naturfag, men måske også naturfag og I mødet med madkundskab. Og I virkeligheden heller ikke kunder madkundskab, men skal handle om, når der er forskere, der kigger på hvordan vi som undervisere er sammen med vores elever. Og hvad der sker I undervisningen. Det er altid rart, når der er nogen, der kigger på udefra. Så bliver der opdaget nogle af de ting, man ikke selv kan se.
Thomas:Din værter er som sædvanlig Anette Vestergaard Nielsen fra CFU og mig, Thomas Ziegler Larsen her fra Naturcenter Amager Strand. Og I dag har vi besøg af Ida Dannneskjold-Samsoe, postdoc på DPU. Og Ida, vil du ikke kort præsentere dig selv hvem er du, og hvad er det, du forsker I?
Ida:Jo, tak skal du have og tak fordi I ville se mig I dag. Jeg hedder Ida, Dannesskjold Samsø, som du siger. Jeg er poststop på DPU, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, under Aarhus Universitet. Og jeg er en del af et større forskningsprojekt, der foregår faktisk både I Danmark og Norge, som hedder Tesstdidaktiskx food and kriical Thinking, hvor vi undersøger, hvordan madkundskabslærere arbejder med smag I undervisningen. Og I dag er der jo rigtig mange vigtige dagsordener I madkundskab, kan man sige.
Ida:Vi har en sundhedsdagsordenen, vi har en vigtig klimadagsordenen vigtige problemstillinger, samfundsmæssige problemstillinger som står og banker hårdt på. Men det vi ved, det er, at hvis vi ikke har smagen med I madkundskab så når vi ikke så langt med de dagsordener Fordi smag er faktisk noget af det, der betyder allermest for eleverne. Smag er socialt, vi spiser sammen, vi laver mad sammen, vi smager sammen, vi deler oplevelser når vi smager, og smager sansligt på mange måder. Og derfor er smagen en rigtig væsentlig del af madkundskab.
Anette:Og så kommer vi jo Vi er jo naturvidenskabsfolk, Thomas og jeg synes vi selv I hvert fald. Og vi er I
Thomas:Jeg vil ikke sige, at naturvidenskab er.
Anette:Nej, men vi arbejder rigtig meget med naturvidenskab.
Thomas:Ja, naturfag.
Anette:Så vi er jo vant til forskere. Men du er humanist-forsker. Er det ikke rigtigt set? Så hvordan forsker du I mig?
Ida:Jamen, jeg arbejder etnografisk. Og det betyder, at jeg er optaget af mennesker. Jeg er optaget af at forstå, hvordan vi skaber identitet, hvordan vi skaber kultur, og hvordan vi skaber normer gennem vores interaktioner, vores samvær med hinanden. Og den måde jeg ligesom opdager det på det er ved at gå ud og se mennesker I deres kontekst. Og I den her forbindelse, der er det altså konteksten timer I grundskolen, som jeg har været ude og observere.
Ida:Vi har været ude på fire forskellige skoler, spredt forskellige steder I landet for at følge timer. Og jeg supplerer så mine observationer med interviews med både lærere og elever for at prøve at forstå, hvad ligger bag lærernes motivation for at gøre, som de gør I undervisningen, hvad er det for nogle målsætninger, de har, hvad er det, de vil med faget, hvad er det, de vil med eleverne. Og for elevernes vedkommende, spørge dem også ind til situationer I undervisningen, og forhør om, hvordan oplever de- undervisningen. Hvad er det, der skaber mening for dem I madkundskab?
Anette:Så det første, du gør, det er, at du sætter dig simpelthen ned og kigger. Og lytter.
Ida:Lige præcis, ja. Nemlig at skrive ned og dokumentere det, jeg ser.
Anette:Er det noget bestemt noget, du lytter efter? Altså har du sådan en agenda, hvor jeg forventer at høre det her, eller jeg lytter kun til det her? Eller hvad er det for nogle forventninger, du går derind med?
Ida:Nu er det et projekt, som undersøger smag. Så det jeg har kigget efter specifikt, det er hvornår smag fremkommer I undervisningen. Hvornår ser jeg at lærere og elever samtaler om smag I undervisningen. Hvornår deler de fælles oplevelser? Hvornår har vi det, vi kan kalde for smagsamtaler?
Ida:Fordi det er jo ikke nødvendigvis givet, at selvom man står og har madkundskab og laver mad, at man så nødvendigvis taler om hvordan maden smager.
Thomas:Hvornår er det så det opstår, det her? Må de? Fordi nu bliver jeg nysgerrig, nu bliver vi nødt til at komme ind til nogle af de her ting her. Vi kan ikke bare snakke helt over det. Jeg tænker, at det kunne også være spændende at komme ind I Jeg får jo tusindvis af spørgsmål, der dukker op her.
Thomas:Men mit første spørgsmål ville nok være: Hvornår opstår de her samtaler sig om smag, hvis det er det du har kigget efter?
Ida:Ja, lige præcis. Altså vi har identificeret forskellige mønstre I vores imperriske materiale, kan man sige, I forhold til hvad der ser ud til at fremme fælles oplevelser og samtaler om mad og smag. Og også hvad der ser ud til at gøre det modsatte faktisk. Vi ser faktisk nemlig begge dele I undervisningen. Og noget af det, der er med til at fremme samtaler om smag, det er når læreren bruger tid og energi og ressourcer på at danne relationer til eleverne, snakke, lave hverdagsssamtaler med eleverne om alt muligt mellem himmel og jord.
Ida:Det kan være under madlavning, det kan være under pauser, det kan være under oprydning. Og det kan være både samtaler om mad, men også alt muligt andet.
Thomas:Så samtalerne opstår I alle mulige situationer rundt omkring denne her undervisning. Og jeg ved også, at det ikke kun er nogle styrede samtaler, det kan også stå spontant.
Ida:Ja, det ser vi, at fx en lærer, som lige pludselig ser sit snit til at hive vegansk mælk ud af køleskabet. Og sætter sig ned sammen med nogle elever og siger: Kunne vi ikke lige prøve at smage på det her mælk? Og det er eleverne sådan lidt: det er lidt spændende, men også på en måde lidt farligt med det her Man smager på det og siger så Jamen, det er en dreng der konstaterer, at det smager faktisk mere af mælk end mælk. Og der kan vi sige, at vi har en samtale om smag I virkeligheden, ikke? Og der er så en af pigerne, som også sidder med, som går hen og finder veganske creme fraiche frem fra sin taske.
Ida:Det skal de da også lige smage på. Og læreren kan så konstatere, det er sjovt, det smager faktisk lidt ligesom yoghurt, det er lidt surt, men smager lidt ligesom yoghurt, ikke? Så der har vi et eksempel på en lærer, som prioriterer at tage de her samtaler. Jeg spørger hende så: Hvorfor gør du det? Det har jo ikke noget med undervisningen at gøre.
Ida:Jeg tror de lavede I den her time boller I karry. Så det var helt ud af kontekst, eller hvad man skal sige. Og så siger hun: Jamen, var det ikke hyggeligt? Og det gjorde jo, at der kom en rigtig hyggelig stemning og det viser jo, at denne her lærer, det er en værdi for hende, at det skal være hyggeligt. Det har betydning for undervisningen og for læringen, at det er hyggeligt.
Ida:Og det er jo sådan lidt interessant.
Anette:Tror du, at det her med, at det skal være hyggeligt og hendes indgang til det at være sammen på den måde har betydning for, at de tør smage på det her veganske mælk? Man kunne forestille sig I en anden situation, at man havde planlagt det. De har fået en lille kop hver med vegansk mælk. Alle tyve elever. Nu kan jeg så forstå, at det også kun er en lille gruppe elever, der er med til denne her serance.
Anette:Ja. Hvordan tror du Jeg kan kun sige tror Hvordan tænker du, at den her situation bliver de mere nysgerrige på, hvordan den her mælk smager, når det er spontan I forhold til, når læreren har planlagt det? Jeg
Ida:Jeg tror, der ligger noget I den her spontanitet som er lidt eksperimenterende og spændende Det er helt sikkert, men det vi kan se, det er at når læreren, altså udover at der kommer de her spontane samtaler, når læreren faktisk også er henne og hjælpe guide eleverne, lave maden sammen med eleverne, altså den mad, som de rent faktisk skal lave I timen,
Anette:for at
Ida:lære at lave mad, det skaber også, hvad skal man sige, motivation, lyst og mod til at prøve at smage noget nyt, når læreren rent faktisk giver sig tid til det. Og det er sådan set heller ikke givet, vi ser mange timer, hvor lærerne har mange andre ting at gøre, eller prioriterer at gøre mange andre ting såsom at tømme opvaskemaskine, putte væske I, snakke med andre lærere, sidde ved computeren, gå ud af klasseværelset. Så det er en prioriteringssag at komme hen og være sammen med eleverne om det de laver. Man kan også sige, noget af det, der måske kan være en barriere for nogle lærere I forhold til at komme hen og hjælpe det er, at nogle lærere har en forestilling om, at det er bedst, hvis eleverne laver det selv. De skal jo være selvstændige, de skal helst kunne lave det selv, og det giver dem også noget ejerskab over maden, hvis de laver det selv.
Ida:Men det kan godt afholde lærerne fra at komme hen og være med og deltage. Og det er faktisk noget af det, som vi kan se at eleverne er rigtig glade for. Og som de også fortæller os I interviews, at de er glade, når lærerne kommer hen og er sammen med dem.
Thomas:Og så er lærerne også på en måde er en del af et fællesskab omkring maden.
Ida:Nemlig. Men det er
Anette:jo også en svær balance, ikke? Fordi hvornår går man lige pludselig ind og overtager det her med, om det så er at kigge I et mikroskop, eller om det er at hakke løg? Eller hvornår overtager vi elevernes læring? De skal jo have de her færdigheder med, hvordan løget skal hakkes. Men det skal vi ikke være bange for.
Ida:Det synes jeg ikke, at jeg har set, at man skal være bange for. Også fordi læreren vil aldrig have tid til, der er rigtig mange elever. Der er som regel mange elever I en klasse, man skal grund til mange forskellige elever Så man skal godt nok bruge meget tid hos en gruppe og meget lidt tid hos en anden, hvis man skal nå at overtage madlavningen.
Thomas:Ja, overse hele madlavningen. Ja. Men jeg tænker I hvert fald, at der er anderledes spændende det her med at man ikke skal melde sig ud af det fællesskab, der er omkring de ting, man laver I undervisningen. Heller ikke selvom at nu er det eleverne, der selv skal arbejde og ja, for hundred år siden begyndte man at kalde det selvvirksomheder. Men men at det ligesom er det skal jeg så behøver det ikke betyde, at man ikke selv skal være med.
Ida:Nej. Og nogle gange kan det jo godt se ud som om, at det kører. Altså, de er godt I gang. Det kører det her. Men selvom det kører, så er der faktisk den anden dimension, som vi var inde på før: relationsskabelsen.
Ida:Det at have de her hverdags samtaler, de opstår jo også, når man står og laver tingene sammen. Og igen, mad er socialt, vi laver mad sammen. Er det er den måde. Det er en rigtig rigtig god og god måde at komme ind på livet af hinanden på.
Thomas:Jeg kunne godt tænke mig at trække det over I en anden retninger. Og det er I virkeligheden lidt tilbage til noget af det, du sagde I starten hvor I også kigger på hvad er det lærerne gerne vil med deres undervisning og hvad er det eleverne ligesom oplever at de får ud af den her undervisning og det kunne jeg I virkeligheden godt tænke mig at komme lidt ind I det her med er det det samme? Er det lærerne vil? Er det også det, som eleverne synes de får ud af undervisningen?
Ida:Jamen det er jo lidt forskelligt, fordi lærerne vil jo noget meget forskelligt. Kan vi se, at der er nogle lærere som lægger meget vægt på, og som prioriterer højt, at eleverne skal have nogle konkrete færdigheder. De går meget op I at lære eleverne nogle teknikker, nogle gode teknikker til at lave maden. Og andre lærere har en målsætning I, at eleverne ikke nødvendigvis skal kunne lave mad, eller kunne noget bestemt, men de skal have lyst til at lave mad, og de skal eksperimentere, og de skal have lyst til at lave den her mad. Det er motivationen, der skal drive værket, om jeg så må sige.
Ida:Og den Hvor
Thomas:er det så det møder det, som eleverne gerne vil have ud af undervisningen? Hvornår er det møder hinanden? Jeg tænker, der må jo også være elever, som er rigtig glade for at få færdigheder,
Ida:som de kan lave mad. Og så
Thomas:må det også være elever, som synes, det er lige så spændende bare at eksperimentere. Hvor skal vi lægge os henne?
Ida:Og der er elever jo, kan man sige, lige så forskellige, som lærerne også er, kan man sige. Men det vi kan se, det er at hvis undervisningen bliver alt for færdighedorienteret og så færdighedorienteret som man underprioriterer eller glemmer at prioritere de her sociale samvær og alle hverdagssamtalerne og den hyggelige og gode stemning jamen så får vi ikke så mange samtaler om smag. Så får vi ikke, hvad skal man sige, den læring om smag og de reflektioner omkring maden og hvad den gør ved os, det får vi ikke I samme omfang.
Thomas:Hvis det bliver for fest?
Ida:Hvis det bliver alt for retfærdighedorienteret, ja. Og der kan man sige, I den politiske dagsorden I dag, der er et politisk begreb om praksisfaglighed I dag.
Thomas:Ja, det er sådan som alle kender begrebet. Ingen ved helt hvad det betyder.
Ida:Lige præcis! Men vi ved hvad den politiske betydning er. Og den politiske dagsorden er jo, at vi skal være erhvervsorienterede, og vi skal være færdigheder og det kan vi se, at hvis vi bliver alt for helhedsorienteret I madkundskabsundervisningen I hvert fald. Så kommer vi måske ikke så langt med, hvis vi vil have velreflekterede og velovervejetede elever omkring deres mad, og hvad de vælger. Børns madvarer og deres viden om smag.
Thomas:Altså kræver det noget andet end færdigheder.
Ida:Så kræver det noget andet end færdigheder.
Thomas:Og jeg synes, at et af de ord, som du lige kom frem med her det er de her hverdags samtaler. Som jeg tænker, det Og det er bare fordi, at når vi normalt tak og taler rigtig meget om naturfag så taler vi jo også rigtig meget om at det skal være autentisk og relevant og alle sådan nogle ting. Taler vi om I naturfagundervisningen.
Ida:Det
Thomas:tænker jeg talte men sikkert også om I alt mulig andet undervisning. At det skal være autentisk og relevant. Og der synes jeg I hvert fald, at det er et sjovt greb med de her hverdagsamtaler. Så det tænker jeg, det kunne være godt lige at tale ind I.
Ida:Hvis
Anette:jeg må sige noget til det, så har vi det jo også I Nu har vi jo været tilbage I Rudregrethe, der har været her forleden dag, der var, Sivbelelsen og hverdagssamtalerne, det er faktisk dem, som vi kan lægge faglig viden over på. Fordi det er jo klart, at har man en oplevelse, som har været rar og hyggelig I et hverdagssprog og mange gange også spontant, så er det jo nemt at sige og referere tilbage til den næste gang, man har noget om vegansk kost eller et eller andet så kan man referere tilbage til den oplevelse. Så det er en eller anden måde, at vi bygger viden op på forskellige oplevelser, og hvis man skal ind og snakke om noget teori, så brug de oplevelser. Og hvis vi glemmer dem, hvis vi overser dem, hvis vi skal have let hen over, når vi har været ude at gå I naturen, som vi var sammen med Julie hvis vi sk sammen med Julie hvis vi skodætter hen over de der små situationer
Thomas:så mister vi det. Men hvornår kan du så se, at de her hverdagssamtaler opstår I undervisningen? Hvornår får vi de ting frem, hvis det skal være nogle oplevelser, vi også kan bygge videre på, som du siger Hvornår er det så de hverdagssamtaler opstår?
Ida:Jamen jeg kan lige fortælle I forlængelse af hvad Anette sagde der En lærer fortalte mig, at de her oplevelser er vigtige, fordi elevernes madvaner er lige så vedkommende for min undervisning, som undervisningen er for deres madvaner. Altså at den her interaktion og den her viden, den går begge veje. Og det er jo lidt sjovt. Men de her samtaler kan opstå. Både når læreren giver sig tid til at komme hen og hjælpe og være med men også I alle mulige pausesituationer.
Ida:Og så det sjove er jo faktisk, at det behøver ikke engang Giver bare det, at læreren arbejder på en generel hyggelig og rar stemning, som også kan betyde, at man laver nogle andre sidesporaktiviteter, der faktisk ikke har noget med mad at gøre. Vi ser en lærer, som sætter noget musik på. Hun kan godt lide, at der er sat musik på, fordi hun vil gerne have en følelse af hjemlighed. Altså at vi er derhjemme, vi skal ikke stå I et madkundskabslokale, vi skal egentlig være derhjemme og have det hyggeligt sammen. Pia, der laver danse-moves til den her musik.
Ida:En lærer, der lægger arm med en elev I pausen. Pia, der løber efter nogle drenge for at tegne et hjerte på hans kind, og læreren får også lige tegnet et hjerte på kinden. Og han ser jo sådan lidt Han kan jo egentlig godt lide det, selvom han stritter imod 11 der, ikke? Fordi sådan er det jo. Og læreren siger: Nå ja, du tager det bare af håndvasken bagefter, ik?
Ida:Sådan nogle ting, som når lærerne også giver plads til, at vi kan faktisk også bare hygge os om alt muligt andet, vi behøver sådan set ikke at stå ved håndvasken og ved komfuret hele tiden, mens vi er her. Det er også noget af det, vel vi kan se, at I de timer, hvor der også er plads til det. Der bliver der også snakket meget smag.
Thomas:Og det er der, hvor jeg synes, det bliver interessant. Det der, hvor man sådan tænker sådan: Gud ud af en masse fjol og spild og alt muligt, som vi slet ikke skal lave. Og så lærer de jo slet ikke det, som de skal lære. Men hvis det så er hvor samtalerne faktisk opstår så synes jeg, så begynder det at blive rigtig spændende.
Anette:Ja, og du sagde spild. Vi skal jo lære at se det. Ikke som pauser og ikke som spild. Men som indgang til, at nu har vi altså fat I nogle elever, der bliver nysgerrige på, hvad det er, der foregår omkring dem.
Ida:Ja. Og igen, det her med, at hvis man kigger på det sanselige. Smag handler jo om vores sensor, vores følesans og ja, vores smagssans. Og I de timer, hvor vi kan se det her, jamen der er alle mulige sensorer, der bliver stimuleret. Altså, det er okay at være kropslig med hinanden, ik'?
Ida:Vi kan kramme, og lærerne krammer eleverne, ik'? Og vi kan Så den her kropslighed, som der jo også er, når vi står oppe I madkundskabslokalet, vi er krop, der er jo noget krop, som skal ud at gå her. Og det er altså noget, der gør noget godt for samtalerne om smag.
Anette:Jeg kunne godt tænke mig, at vi også gik et skridt videre I forhold til, at nu skal vi have med I skolen. Altså denne her skolemade, som vi snakker om.
Thomas:Er der nogen, nogen skal have?
Anette:Ja, heller ikke mig.
Thomas:Der er kraftigerebarn.
Anette:I hvert fald. Om et par år, så skal vi alle have. Men jeg tænker på, at
Ida:det
Anette:kan vi jo gøre lige så fortravl som madpakkeesituation. Er det ikke dig, Thomas, der siger, at der er noget, der hedder en madpakkeopstilling?
Thomas:Jo, det er jo ikke Altså, vi indretter vores klasselokale, efter der er otteogtyve børn, der skal kunne spise madpakke på samme tid.
Anette:Og de skal cirka kunne spise på otte-ti minutter. Hvis de spiser på tolv, så tænker du, Ida, at det her med, at det skal være hyggeligt. Det skal være rart. Der skal kunne være plads til både samtaler om det, vi spiser, om situationen. Tænker du så også, at det er noget, vi skal tage med ind I den ordning?
Anette:At sige: Ro på, at det her skal være rart?
Ida:Ja, det tænker jeg hundred procent. Og noget af det, jeg faktisk også kan se I madkundskabtimerne, det er jo, at når måltidet bliver prioriteret, og når det bliver prioriteret, at vi spiser sammen, det kan være et måltid, hvor man dækker op og spiser sammen, men det kan også være små måltider sådan undervej, at man spiser noget sammen. Det er jo også noget, der skaber den her fællesskabsfølelse, at vi smager sammen, at vi viser sammen, at det forstærker de her hverdagsamtaler og samtalerne om mad og smag. Og der er flere lærere, som vi er givet af, at der kun er to madkundskabstimer, jo fordi det tager lige den sidste time, hvor det egentlig var man skulle spise sammen. Og det er også rigtigt, jeg kan godt se, det er svært at få tid til, men der er altså nogle lærere der formår at prioritere det alligevel.
Ida:Jeg ser fx en, nu vi snakker madpakker, så observerede af en time hvor de skulle netop lave madpakker. De skulle prøve at lave en lækker madpakke. Og de skulle lave hver deres madpakke. Og det kan man sige, det har jo været relevant I rigtig rigtig mange år, at arbejde med at prøve at lave en lækker madpakke, ikke? Fordi vi har skulle spise de der sure madpakker indtil ni.
Ida:Klasse og videre derfra, ik'? Så hvad hedder det Og der er der faktisk tid til Aarhus, da de er færdige med madpakker. Og jeg ser både en pige og en dreng komme hen og spørge læreren Ej, jeg synes jeg har lavet sådan en lækker madpakke. Kan vi ikke godt spise den nu? Altså hvorfor vente det?
Ida:Fordi han ville have den I køleskabet, så den kunne spises I morgen. For det gør man jo med en madpakke. Man tager den med derhen, hvor den skal spises, eller man gemmer den I køleskabet. Og det havde de her elever bare slet ikke lysttal. Nej,
Anette:det kan
Thomas:jeg overhovedet ikke forstå det.
Ida:Og der er læreren måske Gå glip af en god læringssituation her. Der er en situation, hvor man rent faktisk kunne spise et måltid sammen dele den oplevelse: Hvad har du lavet på din madpakke? Og det er jo lige nu og her, at den er interessant. Den er ikke så interessant I morgen, når de hiver madpakken frem. Så bliver det I hvert fald måske ikke helt den samme oplevelse som de ville få.
Ida:Så der sker nogle fravalg af noget, som faktisk er vigtigt for eleverne her.
Thomas:Og måske er det netop de her pauser.
Anette:Sprækker var der også en på salg Var det ikke dig, der kaldte det sprækker og mellemrum?
Thomas:Ja, man har nogle kolleger I skoletjenesten som taler meget om sprækker og mellemrum I undervisningen men det er netop de her små pauser eller de her tidspunkter hvor tingene ikke er planlagt hvor man har plads til den lidt mere uformelle samtale og det er måske også I de her uformelle samtaler, at man får plads til at reflektere over noget af det som man har skullet lære.
Ida:Præcis. Og derfor tror jeg også, det er vigtigt, når vi får vores skolemad, at vi faktisk også prioriterer, at der skal være tid til, at vi spiser den sammen.
Thomas:Ja. Jeg har et par andre, der går på sådan en madskole her I København.
Ida:Ja.
Thomas:Men nu er det jo den ældste anden der, som kom hjem engang og sagde, at de havde fået Indagt flamingo Ja! Til frokost.
Ida:Ja. Indagt flamingo.
Thomas:Kunne se, jeg flygtede at stole men det var så fordi, at kokkene havde stået og snakket om at grunden til, at de her laks var sådan lidt lysåret det er fordi, de spiser krebs krebsdyr ligesom flamingo går. Har han bare kun hørt halvdelen af det. Det har fået Indbagt flamingo.
Anette:Ja, det er da også lidt sjovere end en bank laks. Jeg tænker på, mindre der skulle videre I gymnasiet. De valgte faktisk nogle af de unge mennesker, jeg kender. De valgte gymnasium efter: Hvor er den gode mad? Det betyder bare meget hos os.
Anette:Når vi skal putte noget I munden, så er det vigtigt. Jeg synes faktisk, det er lidt tankevækkende, Thomas. Både du og jeg. Vi har lavet rigtig mange forløbsplaner. Ikke at vi kører efter en sekundplan eller med en menukortplan.
Anette:Men vi har alligevel altid nogle ting, vi gerne vil nå. Og så skal der komme forskere udefra for at sige: Jamen, de mest værdifulde situationer eller det er også værdifulde situationer det her. At vi har nogle sprækker. Og på Rud-Grethesprog hedder det semantiske bølger. At vi simpelthen nogle gange taler om noget ved siden af alt det her faglige teori for at vække interesse eller uddybe eller hente nogle elever, som måske ikke lige synes, at: Hvad var det?
Anette:Det var, at boller I karry var det vigtigste? Og når vi er færdige med at snakke om boller I karry, så er det her vegansk mælk altså meget, meget bestemt.
Thomas:Det er måske også Man kan sige, at det pauser eller uplanagt tid. Men det er måske også I virkeligheden bare at sørge for ikke at lægge så meget ind I sin undervisning så der faktisk stadig er plads til en fordybelse. Uanset hvad. Det behøver ikke at være, at så skal man sidde og spise. Men I virkeligheden sige, at der skal være tid nok til, at man faktisk skal fordybe sig I tingene.
Thomas:Nu laver vi en rigtig episode om de nye fagplaner, hvor der skal skæres halvfems procent væk af målene, ikke? Og det kan måske også give plads til lidt mere fordybelse. Det kunne man håbe på.
Anette:Jeg tror også, at man som lærer kan efter at have lyttet til Ida gå ind og sige: Jeg vil faktisk gerne lige være opmærksom på, hvor Hvor opstår de I min undervisning? Muligheden for sprækkerne mellemormene
Thomas:Men også hvor opstår de her muligheder for det her hverdagssprog og de her hverdagssamtaler hvor opstår mulighederne for faktisk at gribe nogle af de her autentiske og relevante ting for eleverne, som kan føre til nye samtaler. Det tænker jeg kunne være en meget god scene at tage med sig.
Ida:Og kan jeg lige tilføje, at lærerne kan altså skaffe sig selv nogle rigtig billige point hvis de smager på elevernes mad. Kommer hen og simpelthen smager på den mad, eleverne har lavet. Og det er heller ikke Og
Thomas:siger fyfers!
Anette:Eller bare kommer med en feedback på en god undersøgelse, fordi I skal jo også lave andet end mad.
Ida:Eleverne vil rigtig gerne have at lærerne smager og at de vil rigtig gerne have feedback på det, de har lavet. Og det man kan sige, det er at de lærere, som giver sig tid til den her relationsdannelsen, de har meget mere legitimitet til at komme hen og smage. For eksempel har du hjulpet eleverne med at forme boller til boller I karry, jamen så bliver det også naturligt, at du kommer hen og smager på dem bagefter. Hvorimod, at vi ser fx, har man ikke været henne og hjælper, har man ikke guidet? Og der kommer cooky, lækre cookyes ud af ovnen drenge, der står og deler dem op de skal have lige mange værd.
Ida:Hvilken lærere kommer sig hen og siger: Må jeg også lige få en at smage? Hvis man har været nogle gode relationer til de elever, så får man selvfølgelig lov til at smage. Så læreren kan også skaffe sig selv legitimitet til at smage elevernes mad. Men hvad
Thomas:man kan sige, en ting er at få lov til at få kage og boller I karry og det ser man aldrig nej til. Men noget andet er også faktisk at skaffe sig legitimitet til at gå ind og tale om de ting som de ellers laver I undervisningen. Det tænker jeg. Det er jo også I alle naturfagene. Hvornår er det faktisk, at du kan gå ind og tale om de ting som eleverne har lavet?
Thomas:Hvis du først går ind og blander dig, når de er færdige så er du godt nok irriterende, ik'?
Ida:Lige præcis er det ikke.
Anette:Så kigger du bare efter fejlene.
Thomas:Ja. Så kan det da være lige meget: Hvorfor skal jeg overhovedet lytte til dig?
Anette:For jeg er jo færdig. Jeg kan ikke lave bollerne om alligevel.
Ida:Nemlig. Er
Thomas:der noget, vi skal sige her til sidst?
Anette:Der er tusind ting.
Thomas:Der er tusind ting, vi kan sige. Og vi synes jo I tvivl af sted, når man har det sjovt.
Anette:Jeg kan fortsætte med at sige: Grunden til, at jeg fik fat I Ida, det er jo så fordi, vi skal lave nye undervisningsmateriale omkring smag.
Thomas:Skal du lave en kasse om smag?
Anette:Jeg skal lave flere kasser.
Thomas:Flere kasser om smag, som man kan låne om CFU. Det bliver så udgangen for en gangs skyld med en kasse fra CFU. Tak fordi I lyttede med. Vi lyste ved I næste uge. Hvis stakken naturligt falder på smag så kan man dele den her podcast med sine kolleger.
Thomas:Tak til dig, der lyttede ned på dagens episode. Er du nysgerrig på mere, kan du nede I showro-Lows finde de relevante referencer, vi har talt om I dag. Podcastcasten er produceret af Naturvidenskab Center Amager Strand. Og dine værter var Annette Vestergaard Nielsen fra CFU og mig Thomas Eger Larsen.
