Hvorfor skal vi ud i skolehaven?
Du lytter til podcasten Naturfads Didaktiske nuancer podcasten, hvor vi dykker ned I Naturfads detekens fascinerende verden hver uge samt med nye spændende gæster Vi vil gerne give dig der underviser I naturfag I grundskolen tips, tricks og inspiration der kan styrke din undervisning Din vært er Annette Vestgaard Nielsen og Thomas Sigler Larsen. Velkommen til! I dag har vi besøg af Camilla Friedrichsen fra Københavns Skolehaver. Og det her afsnit skal handle om hvorfor vi overhovedet skal flytte vores undervisning ud I skolehaverne. Og hvad det er, de her skolehavere kan I forhold til undervisningen.
Thomas:Camilla, hvis du gerne vil præsentere dig, og hvem du er.
Camilla:Ja, det vil jeg gerne. Jeg hedder Camilla Fri Eriksen, og jeg har arbejdet med skolelærer I det nærmere sig vel tyve år. Jeg startede som frivillig, mens jeg læste på Frederiksberg lærerseminar. Og jeg er uddannet lærer derfra. Med linjefag: Dansk, natur og teknik, madkundskab.
Camilla:Og så plejer jeg altid at sige: Og biologi for øvrigt. Og så plejer jeg at sige, at mit femte linjefag var så skolelærer. Fordi det passede med, at når vi afleverede eksamensopgaver, så var det maj måned, og så startede skolelaver op. Og så skulle jeg ud og lege med en masse børn I skolehaven. Og så har jeg en efteruddannelse som naturvejleder.
Camilla:Så har jeg været ansat I Københavns Skol siden to tusinde ti.
Anette:Så du gik næsten lige fra seminarhed til dengang og så I skolehaven?
Camilla:Det gjorde jeg faktisk. Det var en nervepirrende sensommer efterår, fordi vi havde en ansøgning hos Københavns Kommune budgetforhandlinger den allerførste om at få bemandet skolehave, som ligger ude ved Bispebjerg Station. Og det lykkedes heldigvis.
Anette:Når nu man har sat noget I gang, er det min have, eller hvordan er det?
Camilla:Ja, det fungerer jo næsten ligesom en månelanding. Man har sit lille skilt, og så planter man det ned I sin have. Så man overtagering en anden have. Der kan selvfølgelig ske, at nogle elever holder op eller en klasssammenlægning. Men som udgangspunkt har man som barn I skolehaven sin egen lille jordlod, som man følger helt fra bar mark og er med til at rive jorden og samle sten og lægge kartoflerne og sætte løgene.
Camilla:Og så passer man den helt frem til høst, som jo er nu. De er lige kommet tilbage fra sommerferien. Og nu åbenbar bar mirak sig, og for nogle går det op for dem. Det er først nu alt det hårde arbejde der. Nu er der simpelthen jackpot bogstaveligt talt.
Camilla:Undskyld, fordi nu må de grave kartofler op og høste deres gulerødder osv. Så det er nu.
Anette:Men jeg tænker bare sådan, at det ved man jo ikke. Når man kommer som barn nede hos jer, I første og anden klasse, meget små, så ved man ikke, at de der frø er et hårdt arbejde, og at det faktisk er sådan noget.
Camilla:Nej, og det er jo heller ikke, fordi vi italesætter det sådan. Nu skal I høre velkommen, børn, skolhaverne. Det bliver super hårdt Men vi kan godt finde på at sige, fordi det kan ikke undåves, når man har sådan en have, selvom den kun er på cirka to kvadratmeter, så undervejs er der jo momenter, hvor ej skal vi virkelig tage ukrudt op igen. Tilbagemændene er det. Så må man jo prøve at sige: I dag skal I bruge jeres havemuskler igen.
Camilla:Vi går meget ind for børnearbejde på den gode måde. Forstået som at: Nu skal det jo ikke blive en moralsk ops. Men der er noget rigtig fint I attinutinuere og passe noget og tage hånd om noget og forvalte noget. Og så til sidst ser man wow, det var det her, der faktisk kom ud af det. Fordi det er mega meget arbejde at få en gulerod til at blive en gulerod fra frø til høst.
Thomas:Men der er jo altid meget arbejde ved at gå I skole. Så er der nogen, der skal arbejde meget med at skulle læse, og der er nogen, der skal virkelig knokle med noget matematik. Ja. Der er jo altid arbejde I at gå I skole.
Camilla:Det Jeg tror også bare for nogle børn, ikke for alle, men for nogle børn er det også lidt uvant at have fysisk arbejde. Og det lyder som om, det er knaldhårdt.
Anette:Jeg tænker, det har bukser ned, og så er der I hvert fald for mig. De er der en gang om ugen?
Camilla:De er der en gang om ugen.
Anette:At trække ikke nå at komme så meget ukrudt.
Camilla:Annette, har du ikke haft skolehave som barn? Jeg har
Anette:jo selv have derhjemme, og jeg ved alt, han skvalderkål. Som I alt. Nej, jeg har ikke haft skole.
Camilla:Man kan blive forbav. Og så er det jo heller ikke værre. Og man kan også sige, at de ting, vi dyrker, er jo også forholdsvis robuste. Men det er også bare for at sige, at det er en del af det at være I skolehave. Og det er også noget af det, man tit hører, når man snakker skolehave.
Camilla:Nogle siger: Ej, nej, så skal man Det er alt det ukrudt, og det vokser bare til. Men det gør det ikke, hvis de følger det kontinuerligt, som de gør og kommer en gang om ugen. Så er der selvfølgelig en masse undervisning omkring det, en masse andet, de skal opleve. De skal plukke æbler og plukke blommer, de skal høste rabarber, de skal smage de første jordbær.
Anette:Og det vil ting, der bare kommer af sig selv. Skal de vel ikke være med med til at dyrke, eller hvordan er det?
Camilla:Det tror jeg, min driftafdeling vil nok sige, at der ligger lidt arbejde I det. Men ikke med de gamle børn? Nej, ikke for børnene. Det er jo, hvad kan man sige, det, der ligger I at besøge en gammel skolehave, eller også yngre. Ævet træer skal jo ikke være særlig gamle, før de giver noget.
Camilla:Men det er ligesom en helhedsoplevelse. Men for mange børn betyder det super meget, at de ligesom får ejerskab til det her lille stykke jord. Det her, det er min have. Det er jo så ikke det samme som, fordi de har jo have lige ved siden af hinanden. Så det er jo også et havefællesskab.
Camilla:Sådan så Sofie, der har have ved siden af Agma, så kan de hjælpe hinanden ved kartoffelhøsten. Der står de jo med nogle forholdsvis store greb, I hvert fald hvis man er nul. Klasse. Så er de to om at hjælpes ad og sådan noget. Og man kan også dele.
Camilla:Der sker jo nogle gange det. Eller tit faktisk I en have. Så kom der ikke så mange gulerødder her. Og de italesætter jo ikke som: Det var også fordi, du ikke såede et ordentligt. Eller Det var fordi, du ikke lodede godt nok.
Camilla:Nej nej, men så deler vi.
Anette:Jeg troede faktisk, at de havde en gruppe om et stykke jord.
Camilla:Det kan man godt. Det havde Ulørslave på et tidspunkt. Det kræver lidt mere. Og vi er åbne overfor gruppehaver, men så vil vi gerne have, at de også arbejder henne på skolen. For ellers bliver skolehaven ligesom ugens eksperiment.
Camilla:Og det går tit op I hat og briller. Ligesom nogle nogle gange siger: Kan vi ikke, når vi er I skolehaven? Så mixer vi lige hele vores årgang på tværs. For vi kender jo ligesom alle børnene. Er det ikke en god Nej, siger vi det ikke en god Det har vi prøvet.
Camilla:Vi vil gerne have
Thomas:Det skal I gøre derhjemme.
Camilla:Ja, skal I også arbejde på den måde derhjemme. Jeg har haft klasser, som var organiseret I sådan nogle borgrupper henne I klassen. Så gav det mening, at de også var I de borgrupper ude I haven. Altså at de havde have ude I siden, han arbejdede sammen. Men det var fordi, det var en arbejdsmåde, de havde I forvejen.
Camilla:Det der med, at alt er nyt, rummet er nyt, skolehavunderviserne er ny, de ting, man skal gøre, er nye. Og så skal du samtidig forholde dig til en ny måde at arbejde på. Det bliver lidt for vanskeligt.
Thomas:Det bliver for mange variabler.
Camilla:Det bliver for mange variabler. Og nogle af de her børn Vi har en målgruppe, der hedder fra nul. Til seks. Klasse. Selvfølgelig kan du kræve mere af dem, jo ældre de er.
Camilla:Der sker også noget omkring fire-fem. Klasse. Der træder nogle andre ting I kraft. Men det er klart, men når du har nogle nye nullerter, og du har en klasse med otteogtyve, så er du nødt til at være sådan lidt. Jeg
Anette:er gammel håndboldtræner. Og så er vi ude og spille, og vi spiller på græsmark. Det gjorde vi dengang. Og så står der lige pludselig en dreng og peger op I luften. Og al sport stopper, fordi der var en flyvemaskine.
Anette:Det må I da også opleve hos jer. De har deres have, de har deres skilt, de har deres redskaber, og nu skal de ind og luge ukrudt. Hvad gør I med de der uforudsete ting, som lige pludselig tager opmærksomheden?
Camilla:Jamen, det er jo det gyldne øjeblik for underviseren, afhængigt af, hvad det er, selvfølgelig. Det er lidt mere irriterende, hvis det er en græsslå med en kæmpestor plæneklipper ude I parken. Men hvis det for eksempel er en eller anden spændende edderkop, de har fundet I deres have, og som på det tidspunkt er foråret I foråret, har en lille ægkubon bag vilje og en lille golfbold. Og alt går I stå. Især hvis det er nul.
Camilla:Og de står bare og kigger på den der nej og se og åh. Og så kan man jo så godt sige, at hvis vi skal videre. Det er jo det, de voksne altid har I en eller anden dagsorden. Men det er jo på en anden side en fantastisk chance til lige at tage den edderkop op og vise den. Og nogle vil være bange for at holde den, og det behøver de heller ikke.
Camilla:Men at fortælle historien om den her edderkop og alle de der små edderkopper, der kommer ud og kravler op på ryggen. Så den skal man bare gribe. Og det vil nogle synes, det kan man jo ikke kontrollere, og det er jo vildt forstyrrende. Og så var der en spætte og et eller andet. Men noget af det her handler også om en tilvænning til at være I rummet.
Camilla:Over tid, så vil de sige nå ja, der var den der regnorm. Den har vi hilst på. Jeg vil sige, nul'erne har en helt fantastisk evne til at fordybe sig I små dyr. Og fuldstændig læ. Altså, det er sgu godt I stå.
Camilla:Der skal man lige hjælpe lidt på. Det kan også gælde andre børn. Men det er også en del af det, jeg synes er fedt ved det rum. Altså de møder noget, som de ikke kender, eller som de måske er lidt utryg ved, eller som de er nysgerrige på. Så kan man ligesom gribe den og tage dem videre derfra og snakke med dem om det.
Camilla:Og så kører man jo bare videre med sit program bagefter. Det er jo en del af det at være I skolelaven. At de oplever det dynamiske, hvad skal vi kalde det, uforudsigelige undervisningsrum. Og når jeg siger uforudsigelige, så vil jeg samtidig understrege, at det er vigtigt, at der også er en struktur derude. En genkendelig struktur.
Camilla:For nogle børn, så vil det at være udenfor betyde: åh, så har vi pause. Vi har frikvarter. Så de skal også lige lære, at her har vi samlingsplads. Det er typisk på en bål bænkeinger rundt om en bålplads. Og når vi er I den cirkel, svarer det til et klasseværelse.
Camilla:Det vil sige, at man skal være stille. Man kan have ordet på skift. Men så sidder vi der og får dagens program, og hvad vi skal lave. Og så går vi I haverne, og så er der sådan lidt mere Så kan man godt små snakke. Og så er der pauser og sådan noget.
Camilla:Så den struktur I løbet af dagen, den skal de også lige vænne sig til. Og vi kan tydeligt mærke, om det er børn, der har været vant til at være på tur, eller om de er udenfor første gang. Så der er noget af det, de også lige skal vænne sig til. Men det er en del af det. Og de er der jo en gang om ugen fra slutningen af april og så til slut september.
Camilla:Så det er faktisk sytten gange. Så det når de selvfølgelig afbrudt af sommerferien, hvor de kommer og passer den med deres familie.
Anette:Så børnene vendes til, hvad der skal ske. Og så nævnte du den her glæde ved en edderkop eller en gulerod. Der er både glæde og tryghed. Vi ved, hvad der skal ske. Der kommer noget forudsigeligt.
Anette:Men hvad tænker du ellers, at børnene skal have med ved at dyrke deres egen ting? Jamen, altså.
Camilla:Vi har dem jo I forholdsvis lang tid. Det er jo næsten tyve procent af deres undervisningstid, fordi de er der en hel dag, mange af dem. Ni-tolv. Og flere af dem vælger at blive der efterfølgende I haven. Og det tager vi selvfølgelig alvorligt.
Camilla:Så der er jo selvfølgelig noget fagligt, de skal have ud af det. Og mange tænker tit, når man siger skolehaven, tænker: Nå, men det er natur teknik, det er biologi. Men I virkeligheden er der jo en masse dansk. Der er en utrolig masse nye ord, De lærere I skolehaven. Altså at være en rille og en række.
Camilla:At så, at sætte løg. Alt muligt. Så er der en masse nye ord, og så er der også, hvis man vil, kan man også lægge matematik ind. Man kan lægge alle mulige fag. Det eneste fag, jeg plejer at sige I folkeskolen, der er lidt svært at få ind I skolehaven, det er svømning.
Camilla:Men ellers, og det er jo ikke fordi, vi så skal proppe alt det ind I tre timer. Men skolehaven er også en mulighed for Altså det er et springbræt til læring henne I klasselokalet. Så hvis læreren vil, så kan de tage det med hjem, og så kan de bruge det til alt muligt. De kan bruge til logbogskrivning. De kan netop bruge det til: Hvad var der af nye ord I skolehaven I dag?
Camilla:Regne på høsten. Alt muligt kan de bruge det til, hvis de vil. Og det har vi set mange gode eksempler på. Uerstlev har jo blandt andet lavet en avis. Nogle andre har lavet noget tværfagligt med naturteknik og billedkunst.
Camilla:Der er mange muligheder, og det behøver slet ikke være så fancy. Men det er bare for at sige, at det, de oplever ude I skolehaven, det giver jo ikke nogle af nogle af oplevelsen være unikke og noget de ikke har prøvet før, som for eksempel lige om lidt, når de har høstet deres haver færdig, så skal de allesammen være med til den store møgfest, som handler om, at de skal skovle hestemøj ud I deres have. Og det vil være nyt for de fleste. Og også lidt en åre.
Anette:Også for lærerne, ikke?
Camilla:Jo, også for lærerne. Og det kan man sige, det er nok noget, de vil huske altid. Men for at det også skal blive til læring, så skal nogen jo snakke om, hvad er det, der sker inde I den her hestemøgspunkter? Hvorfor er den varm? Jeg plejer at stikke armen ind.
Camilla:Også fordi de giver altså sådan lidt, især de større elever, lidt streetkva, hov, og man kan se, at de er ved med slet. Og så er det ikke værre. Det er jo forholdsvis hestemmåtte, vi får. Men det ryger det varmt, og hvordan kan det være?
Anette:Fordi nogle spørger, om de får lov, og de er også små.
Camilla:Ja ja, men det får de lov til. Og vi har sågar prøvet, at vi har jo høns I haven, så vi har også haft for at se, om det er jo muligt. At Det er jo op til 70-firs grader varmt inde I midten. Om det var muligt at få et æg til ligesom
Thomas:at Det er kogt.
Camilla:Det blev blød kogt, kan jeg sige. Og vi var nødt til at binde en snor om for at kunne få det ud igen, for Det var for at sige, at der er nogle unikke oplevelser I skolehaven, som de ville huske for livet. Også når de går I gang med at høste alle de kartofler, der er alt det her, de bærer med hjem. Men det er klart, at der skal reflekteres over det. Og det skal sættes ind I en ramme, også for at det bliver til læring.
Camilla:Og det er både vores opgave, men det er også lærerens opgave. Så der er selvfølgelig nogle faglige ting. Og så har jeg allerede nævnt, at der er noget personlig udvikling eller noget dannelse I forhold til netop det her med: Øj, mand, jeg kørte med trillebøger I dag. Jeg skår, jeg kunne faktisk godt. Det var vildt at køre med den tre.
Camilla:Altså alt sådan nogle ting, som det prøver de ikke andre steder før. Altså danskernes forbindelser ud til det dyrkede landbrugsland er jo blevet næsten kappet, vil jeg sige, for færre og færre mennesker. Eller det ved man jo den udvikling, der har været igennem. Jorden er koncentreret på færre, og der er ganske få, der arbejder I landbruget nu om dage. Så det der med, at man som barn blev sendt ud til familie på landet, det findes ikke så meget mere.
Anette:Men er det en værdi for børnene at have stolthed I at køre med en trillebør?
Camilla:For nogle er det helt klart. Vi oplever I hvert fald, at der er nogle børn, der shiner I skolehaven, skolen, som ikke gør det henne I det, jeg vil kalde skoleskolen. Altså, som får nogle succesoplevelser. Og det har alle børn jo I grad fortjent. Jeg vil sige alle børn.
Camilla:Er det et godt tilbud til alle børn? Og de børn, som har svært ved at være I skolen af mange forskellige årsager. Nogle har svært ved at sidde stille. Nogle har svært ved at koncentrere sig. Alle mulige.
Camilla:Skoleaven er et rum, hvor man kan lære på mange forskellige måder. Det er også et rum, hvor vi kan give opgaver til de elever, hvor vi kan se, der er brug for, at du ikke skal lave opgaver, som jeg helst ikke vil have løst. Så finder jeg lige på nogle opgaver, som siger: Kan du ikke lige være den, der holder styr på vandkannerne? Nej, ja, men det er jo det, der sker. Så det er et rummeligt rum og et fleksibelt rum.
Anette:Du snakkede også noget om et loop-blik. Tidligere var der lige mødtes, at der var nogen, der har et loop-blik. Jeg synes, jeg har et loop-blik. Og så tænkte jeg, at det er jo bare en kompetence, man har. Min mand har den overhovedet ikke.
Anette:Nej. Men der er nogle børn, der også har det.
Thomas:Jeg har heller ikke et loop-blik.
Camilla:Nej, det
Anette:kan jeg heller ikke få. Hvordan viser
Camilla:man det? Jeg nævnte som et eksempel på et barn, som simpelthen virkelig hurtigt var I stand til at se, hvilke planter han selv havde sået, hvordan de ser ud. Og det er alligevel seks forskellige afgrøder, de har på deres to kvadratmeter. Og så alt det andet, som så er ukrudt. Og det kunne han lynhurtigt se og havde blik for det.
Camilla:Vi prøver jo at organisere det, så det er rækker, og det er til at have med at gøre. Men for nogle børn er det jo bare rigtig svært. Det er en stor grøn masse det hele, og det er okay, vi hjælper dem osv. Og så er det bare sjovt at se, at nogle gange kommer dem, der netop har det der, det kan jeg se, hvad det er.
Anette:Det er jo det, man prøver at lave robotter ude på markerne. Et blik for, hvad er
Camilla:den rigtige, og hvad
Anette:er den ikke rigtige I det her tilfælde.
Camilla:Det er jo også et meget godt eksempel på, og lige præcis denne dreng var en, som har det vanskeligt I skolen med de ting, der foregår der. De krav, der bliver stillet. Og det er ikke, fordi der ikke bliver stillet krav I skolen, men det er nogle andre krav. Og han havde simpelthen en oplevelse af: Wow! Det her er noget, jeg kan.
Camilla:Det er noget, jeg er god til. Det løftede vi selvfølgelig frem og siger: Vil du ikke være sød og hjælpe sin klassekammerat? Fordi der er nogen, der har rigtig svært ved det. Det ville han jo super gerne.
Anette:Og det vil hans lærer jo også opleve. Så hvis man som lærer kommer, ser man børnene på en anden måde. Men jeg er jo også selv en anden lærer, når jeg er hos jer. Især hvis jeg er en lærer, som ikke ved ret meget om blade, der kommer op og er forskellige. Hvordan skal I agere, når jeg kommer ned til jer?
Anette:Skal jeg gøre noget før? Skal jeg gøre noget efter? Og hvor gør jeg af mig selv?
Camilla:Ja, altså Man kommer ned
Anette:til eksperter, der bare kan tage det.
Camilla:Jo, men det skal man jo bare tage som en gave. Og så skal man hvile I sin egen lærerfaglighed der, som handler om: Jamen, jeg er jo den, der kender børnene og ved, hvordan de interagerer med hinanden. Og så er det For alle de lærere, der kommer I skoleforløb, er det jo super vigtigt, at de deltager. Det tænker jeg, at det er det med alle eksterne læringsmiljøer. At de ligesom går ind og er med.
Camilla:Og selvom de ikke måske har den direkte formidling rolle. Det kan de godt have. Men hvis man er helt ny til skoleforløb, så er det jo fair nok, at man lige ser: Hvad foregår der her? Og det er skoleaven, der har den. Men man støtter op om alle de aktiviteter, der foregår.
Camilla:Man kan også sagtens have en opgave. Typisk vil der være to. Altså både en lærer og en pædagog med. I hvert fald på en skole I klasserne. Så vi er faktisk tre voksne om den her klasse.
Camilla:Og det kan jo lyde af meget, men der er også mange praktiske ting. For eksempel når otteogtyve og nul. Klassebørn alle sammen skal ud og rive I deres lille lavere, de skal samle sten, og de skal alt muligt. Der er det super godt at være mange, og det er også super godt I løbet af en dag på tre timer, hvor vi har forskellige aktiviteter og sige Kan du ikke være den, der står der ovre ved vandkander og lige sørger for, at det kører. Så tager jeg den her del, hvor vi lige skal lave noget rabarber kompot, eller hvad det kan være.
Anette:Så man kan godt forvente, at man bliver sat I arbejde, eller man får delegerede en opgave? Det kan man
Camilla:godt forvente.
Anette:Men det
Thomas:er vel også en del af det med den oplevelse, man har sammen. Altså I et klassefællesskab, hvor læreren jo også er en del af et klassefællesskab.
Camilla:Helt klart.
Thomas:Man kan ikke bare som lærer sige: Jeg melder mig lige ud af det her fællesskab den dag, vi er skolehaverne.
Camilla:Nej. Det er I hvert fald ikke så godt, hvis man kommer til at gøre det. Man kan sige, at vi får mange forskellige klasser fra mange forskellige skoler. Og lærere er jo bare forskellige. Nogle gange sker der det, at man kan godt blive lidt usikker på sin rolle, fordi nu er det jo den der skoleunderviser, der har den.
Camilla:Så hvad skal I altså gøre? Så kan det ske, at man trækker sig lidt tilbage og tænker: Nå, men så sidder jeg bare lige her. Snakker med min kollega, eller hvad det nu kan være. Og det kan vi jo mærke med det samme, for så skal vi trække tre gange så meget. Og Det er vigtigt for os også, fordi børnene kan også mærke det.
Camilla:Det sker mere eller mindre ubevidst. Nå, men vores voksne er ikke med. Så behøver vi heller ikke. Så slapper vi også lidt af. Og det er jo ikke fordi, at så skal man bare løbe rundt og kamp sved hele tiden.
Camilla:Det er ikke det. Men man skal være på, og man skal være nærværende,
Thomas:og
Camilla:man skal være aktiv deltagende. Og hvis man ligesom forventer
Thomas:en dør, for vores elever er aktiv deltagende.
Camilla:Ja, og så kan der selvfølgelig Alle kan have en off-dag og sådan noget. Men netop fordi de kender børnene og ved: Okay, Ham her har lidt svært ved det, eller hende her har lidt svært ved det, så jeg går lige over og hjælper. Nogle gange er der også nogle Det kan også ske, nu nævnte du lærere, som ikke har nogen havekundskab overhovedet, og det behøver de slet ikke at have. Absolut ikke. De skal bare komme ud og være det lærer, de nu er.
Camilla:Men det omvendte kan også ske nogen, der har kunnet I have, og nogen, der er super begejstret. Jeg ved alt om planter, og som spørger allerede, vi har en lærerintro, inden hele sæsonen starter, hvor de kommer ud og ser haven, og hvilken undervisning de skal have, hvor børnene skal være. Og så er man sådan: Ej, jeg kunne virkelig godt tænke på min egen have. Min egen små to kvadratmeter, hvor jeg kan gå og nusse med det. Og det har vi også testet af, og det siger vi simpelthen konsekvent nej til nu.
Camilla:Fordi ja. Men det er jo simpelthen fordi, at vi vil have, at de er med børnene. Vi har jo heller ikke vores egen have, som vi lige går og fixer, mens vi skal hjælpe børnene. Men vi tager det jo som et udtryk for engagement, og jo åbne over for deres ideer og input. Det er også super vigtigt, for det skal jo heller ikke være sådan, at så er det bare os, der kører med den.
Camilla:Vi ved klart mest om have, men når det spiller allerbedst, så er det jo et samarbejde med læreren, som også siger: Hey, jeg har tænkt det her. Jeg kunne virkelig godt tænke mig det her fede forløb. Kunne det være noget, vi lige kunne tage op her ud? Ja, selvfølgelig. Det finder man ud af.
Camilla:Så på den måde, at det ligesom er et dynamisk samarbejde.
Anette:Når nu eleverne har været hos dig, børnene har været hos dig, de har haft en fest eller knoklet med hårdt arbejde, får I noget feedback på, hvad der sker, når de kommer hjem? Har I en fornemmelse af, hvad der sker på skolen?
Camilla:Ja, der hvor vi synes, det fungerer bedst, det er der, hvor de arbejder videre med det, end de får lov påskrivning eller andre projekter, de har på skolen. Så hører vi tit, at børnene husker rigtig meget, hvad de har lavet I skolehaven. Så når de fx skal skrive om deres dag I skolehaven eller noget logbog, de laver, så flyder det for nogle af dem, som nogle gange har svært ved det. Vi hører det faktisk også fra forældrene, for dem ser vi også en stor del af det, fordi de skal passe haven I sommerferien. De er helt begejstrede, at mit barn kommer hjem og fortæller.
Camilla:Det plejer de aldrig. Jeg plejer at skulle hive ud af dem, hvad de laver. Og når de har været I skolehaven, så er det ligesom en meget mere umiddelhed I forhold til, hvad de har oplevet at lave.
Anette:Så det er deres eget, de får lov til at fortælle om?
Camilla:Det er nemlig det der. Inden sommerferien holder vi os forældrearrangementer. Og det er selvfølgelig, fordi vi gerne vil have, at forældrene skal komme ud og se haven inden sommerferien, hvor de skal passe den. Og det slår aldrig fejl. Jeg elsker de samtaler, der er mellem børnene og deres voksne, som ikke har været I haven, og som jeg heller ikke kender så meget til det.
Camilla:Nej, siger den voksne. Er det Sofie, er det en radisse, du har der? Nej mor, det er en rødbid. Eller hvad det nu er, der udspiller sig sådan nogle ret fine samtaler. Og det er meget tydeligt, at børnene er super stolte over at vise deres haver frem.
Camilla:Så det er forældresamarbejde, og det gælder jo I al undervisningen. Det er jo super vigtigt. Og så ved vi jo godt. Det hele er jo ikke bare rosen rundt. Så nogle gange af forskellige årsager så klipper det.
Camilla:Forældrene har ikke så meget overskud. Hvad det nu kan være, så kommer de ikke. Men børnene får stadig den her oplevelse, og de får stadig oplevelsen af at høste og få tingene med hjem osv. Også selvom forældrene ikke har mulighed for at komme I sommerferien.
Anette:Fedt at få ting med hjem, som man kan spise selv. Jeg
Thomas:synes, der er noget virkelig fedt I det her med, at når man har børn I skolen, så der bliver produceret mange ting, som man får med hjem, og det det er ikke alting, som har den samme værdi. Jeg tænker det med at producere noget hen over et halvt år og så få det med hjem Der har virkelig lagt noget arbejde I den pose kartofler, man kommer hjem med.
Camilla:Og lige nu er det også slæber de hjem!
Anette:Du har haft tyve år jubilæum. I hvert fald omkring tyve år I skolehaven. Men Københavns skolehave er jo mange år, og Din skolehave er hundred I år. Ja. Vi skal faktisk helt tilbage til tusinde ni hundred og tre, før Københavns Kommune får sin første skolehave.
Anette:Er det vigtigt at have en lang tradition I forhold til der, hvor du står nu? Er det nemmere?
Camilla:Jeg ved ikke, om det er nemmere, men jeg synes, det er ret vildt, at den har kunnet eksistere så længe. Der har været op- og nedgangstider. I tres'erne for eksempel blev det meget umoderne med havdyrkning. Også I private haver. Det var mega besværligt.
Camilla:Hvorfor skulle man det, når man kunne købe sine grøntsager med det ned I supermarkedet?
Anette:På det tidspunkt, hvor jeg også begyndte med at kaste alle mulige roundup eller
Camilla:det første? Ja, det går nok lidt længere tilbage. Det var noget med efter to. Verdenskrig og de fabrikker, man brugte til. Ja.
Camilla:Som kørte videre med noget andet. Men der var I hvert fald en effektivitetstankegang og noget rationelt, og det var også noget ind med stedsegrønne planter. Noget, der kunne passe sig selv. Det var klart nemmest. Men hele den her bølge, der er nu også med reaktivativt jordbrug, og vi står også I nogle Vi står jo I nogle kriser, nogle alvorlige kriser.
Camilla:Jeg tror, at det også I hvert fald nogle af de mennesker, jeg møder kalder på et behov for fordybelse og et behov for lidt tilbage til noget: Hvad er det, vi kommer fra? Og en forbindelse med noget af det, som vi har tabt lidt, vi moderne mennesker, I al vores travlhed og alle vores gøremål og vores hele tiden kobling op til at FOMO, ikke? Hvad sker der på denne her? Altså. Der er noget helt grundlæggende, som vi har tablet.
Camilla:Og der vil jeg sige, det er jo ikke livsnødvendigt på samme måde at have en skolehave, som det var under verdenskrig, hvor folk stod I kø for at få sådan en jordlod, så man kunne få noget mad hjem. Men jeg vil nu stadig mene, at det har en anden vigtighed og nødvendighed I dag for børn og faktisk også for voksne. Vi mærker tydeligt, også når de kommer ind og lågen. Skuldrene bliver sænket. Åh, nu er vi I det her rum.
Camilla:Hvor er det rart. Fordi de voksne har jo altid så mange dagsordener med, at børnene skal lære, og de skal alt muligt. Men faktum er jo også bare, at det viser rigtig mange undersøgelser, at alle mennesker trives bare bedre, når vi er udenfor. Altså når vi har adgang til noget grønt. Til noget, hvor vi ligesom kan få lidt ro på.
Anette:Så hvis man kigger over de her hundred år plus så er det forskellige hensigter, man har haft med skolehave-konceptet og ideen. Og vi er mere inde I en psykologisk forbundethed med et eller andet, vi har mistet I forhold til?
Camilla:Altså, man skal selvfølgelig ikke tage fejl af lige nu, hvad de høster. Hvor fedt er det lige at kunne gå hen og skylde den der nyopgravede gulerod? Og det smager bare SÅ godt at tygge sådan en. Eller komme hjem med de der seks kilo kartofler til mor og far og så lave kartoffelmos eller pomfritter, eller hvad man nu laver til aftensmad. Så der er jo stadigvæk det der nytteperspektiv I det.
Camilla:Jeg tror også bare, at vi som mennesker må indse, at vores nytteperspektiv er drevet så langt på hvert slag. Vi har jo lige overskredet, hvad den der ød, hvor vi har brugt de ressourcer, der tilkommer os. Den overskrider vi tidligere og tidligere for Danmarks vedkommende. Og alle planet grænser. Og alt muligt.
Camilla:Og det er jo et kæmpe perspektiv. Det er jo ikke fordi, at vi skal lægge det å ned på børnene. Det er de voksne. Så putter
Thomas:I igen I nul. Klasse.
Camilla:Vi skal ligeledes en krise krise. Nej, det gør vi ikke. Og bestemt ikke. Vores tilgang er meget positiv og optimistisk. Men det handler også om det gode gamle dannelses ideal om handlekompeten.
Camilla:Og hvordan får man den? Ja, det gør man blandt andet ved at gøre noget og opleve, at det gør en forskel. Og det er vigtigt. Og det er det, vi gerne vil gøre med børnene I skolehaven.
Thomas:Jeg tænker også som en oprydning til sidst, fordi Nu har der været skolehavere siden hundred og tre. Den skolehaver, du kommer fra, har hundred års fødselsdag.
Camilla:Ja, og jeg vil da lige nævne det, Thomas, at det er den tretten. September klokken 15-nitten. Og alle er inviteret. Og det mener jeg virkelig alle. Loren bliver slået op ude I Lasøparken.
Camilla:Det kan være lidt svært at finde, men det er lige ved Bispebjerg Station. Og mellem nærheden af Bispebjerg Hospital også. Den pakke, der ligger der. Og så må man bare det ind der. Og så kan man simpelthen opleve et væld af boder med alt muligt sjovt.
Camilla:Det kan jeg snakke om længe. Det skal jeg ikke.
Thomas:Det er ikke det, vi skal snakke om. Men jeg vil alligevel lige sige, at hvis man så tænker: Gud, jeg kommer ud til tusinde otte hundred og tretten. Og ser det. Hvad skal der egentlig til? Bare som kort ting til at runde op, for det her er jo også noget, som derovre og os andre gerne vil finde ud af.
Thomas:Og hvad skal der til, hvis man nu står I en anden kommune et andet sted I landet, som ikke har en 100-årig tradition for skolehaver? Hvad er det egentlig, der skal til for, at man kan få startet skolehaver op I sin kommune?
Camilla:Vi har jo lavet et undervisningsmateriale, og sådan set også et opstartsmateriale om skolehavere, som ligger frit tilgængeligt på vores hjemmeside. Hvor man kan gå ind og læse, og man kan også se en masse inspirerende billeder I det materiale. Og derigennem få viden om, hvordan man gør. Og starte øje. Fordi vi vil jo også gerne være med til at udbrede skolehaverne.
Camilla:Vi er I den situation nu, at der I København er otte skoleelever. Og vi har dobbelt så mange, der ansøger klasser, end der er plads til.
Thomas:Og jeg hørte, at det krævede ca. To kvadratmeter pr. Barn.
Camilla:Ja. Og så er der også lidt udenom. Børn har ret til kradt også. Det skal være brombær og frugttræer og lidt bær buske.
Thomas:Så lad os sige tre kvadratmeter pr. Barn.
Camilla:Det vil jeg ikke skrive dig på. Men det skal man bare huske. Det er jo et miljø, hvor der er meget at opleve I det. Det behøver ikke være så mange kvadratmeter.
Thomas:Og hvis man skal have oplevelsen af, at man kommer ind af lågen og møder roen og møder den her have, hvor man kan lukke resten af verden ude og fordybe sig I en have. Så kræver det mere end to kvadratmeter. Men I virkeligheden er det jo forholdsvis på kvadratmeter til at leve virkelig meget og god undervisning til rigtig mange børn.
Camilla:Det er det. Man kan sige, vi får også en del henvendelser fra andre kommuner og folk, der gerne vil lave skolehave. Og jeg ønsker dem altid tillykke med, at de skal lave det et andet sted end København. Forstået på den måde, at de ikke er på samme måde ramt af plads mangel, tror jeg, jeg vil kalde det. I København er man begyndt at lave daginstitutioner, hvor der er legeplads oppe på taget.
Camilla:Man har simpelthen svært ved at finde de der kvadratmeter. Og jeg vil sige, at da vi startede den nye sko op ude på Islands Brygge, som er på seks tusind kvadratmeter. Det var også et større Tetris spil at få passet både plejehjem og dagtilbud ind og sådan noget. Så det er et godt sted at starte, at man har noget jord. Men man skal gerne have kommunen med som medspiller for at den skal være bæredygtig på den lange bane.
Camilla:Med det sagt, så kan alle jo gå I gang. Gå derud og sige: Vi putter nogle ting I jorden. Det gror. Og så gør man så sine erfaringer. Og børnene er med på den.
Camilla:Det er jo det, der er. Børnene er jo så fantastisk på den måde, uanset hvad du vil lære dem. Om det er noget om bilmærker eller strandens dyr eller hvad det nu kan være.
Thomas:Eller tør for dyrkning?
Camilla:Eller Eller hvad er du? Altså, de er med. Og så ved jeg godt, at der er forskellige faser og forskellige aldre og sådan noget. Men så snart der er nogle voksne, som brænder for det, og som går foran, så er de med. Det vil de rigtig gerne.
Thomas:Det vil lade være de sidste ord. Denne her manual eller den her store vejledning linker vi selvfølgelig til. Hvis nu man går rundt på sin skole og tænker, at det kunne være spændende med de her skolehaver eller man taler med nogen I kommunen eller med sin skoleleder og gerne vil høre mere om skolehaver, så kan man jo helt sikkert henvende sig til dig, Camilla. Ellers kan man jo lige pege med retning af den her podcast, hvor vi I dag dykker lidt ned I skolehaver. Tak til dig, der lyttede med på dagens episode.
Thomas:Er du nysgerrig på Mia, kan du nyde I showrooms finde de relevante referencer, vi har talt om I dag. Podcastencasten er produceret af Naturcenter Amager Strand og dine værter var Annette Vestergaard Nielsen fra CFO og mig Thomas She Larsen. Vi lyttede med!
