Hvorfor skal vi arbejde med modellering?
Du lytter til podcasten Naturfæst didaktiskeaktiske Podcasten hvor vi dykker ned I Naturfæaktiske fascinerende verden hver uge samt med nye spændende gæster Vi vil gerne give dig, der underviser I naturfag I grundskolen tips, tricks og inspiration kan styrke din undervisning. Din vært er Annette Vesterbro Nielsen og Thomas Signner Larsen. Velkommen til! I dag har vi besøg af Lars Bo Kinderrup nede fra Professionshøjskolen Absalon. Det skal handle om, hvorfor vi skal arbejde med modellering I naturfagene.
Thomas:Inden vi går I gang Lars, så kunne det være, udover at jeg kan sige, hvor du arbejder henne, at du også vil lige sætte et par ord på, hvem du er?
Lars Bo:Ja, det vil jeg gerne. Jeg er oprindeligt læreruddannelse og har så kommet til at forvirre mig på den højere plan, så jeg nu også skal undervise lærerstuderende. Og det har jeg gjort I snart 18-nitten år, tror jeg Og ja, jeg har tilbragt det meste af min tid som læreruddannet I Vordingborg, men underviser også lidt I Roskilde. Det er jo vores to steder I Professionshøjskolen I Absalon.
Thomas:Og Lars, det skal handle om modellering. Jeg kan jo starte med at stille et første spørgsmål. Annette, der har vi jo hils på hver gang I tre uger nu.
Anette:Jeg er stadig den samme, og jeg er stadig fra PhU.
Thomas:Så jeg får lov til at stille det første spørgsmål. Det er jo sådan vores titel på det her afsnit: Hvorfor skal vi arbejde med modellering I naturfagene?
Lars Bo:Det korte svar på det spørgsmål er fordi vi skal forstå hvad der foregår I vores verden! Det er det vi bruger modeller til grundlæggende. Modeller er simplificeringer af fænomener, processer, mønstre og sammenhænge I vores verden. Det gør, at vi bedre kan forstå vores verden ved at vi simplificerer det I modeller, som vi både kan bruge som en formidlingform, men også som kilde til information som vi kan bearbejde til forståelsen.
Anette:Jeg tænker, vi kan gøre det endnu mere konkret. Jeg havde lige haft besøg af en lærer og så gav jeg hende en flot mulepose. Den mulepose fra Explorer lå der nogle kort. Og det ved du jo en masse om. Altså ikke spille kort.
Anette:Landkort. Landkort. Du siger, at det skal være simplere. Så lad os tage et Danmarkskort. Det synes jeg også nogle gange er svært at kigge på.
Anette:Fordi jeg ved ikke, hvad jeg skal kigge efter. Og hver gang jeg ser et Danmarkskort, så ser det nyt ud. Så hvis vi inde I vores hoved forestiller os et Danmarkskort, på hvor mange forskellige måder kan det modeles eller illustreres? Sådan et land.
Lars Bo:Det kan se utroligt forskelligt ud. Rigtig, rigtig mange forskellige måder.
Anette:Det er det, jeg tænker. Så bliver man lidt forvirret.
Lars Bo:Det forstår jeg. Lad os bare tage udgangspunkt I kortet. Der vil jeg måske starte med et satellitfoto af omridset af Danmark. Hvad er det egentlig vi ser her? Og oftest kan man jo på sådan nogle satellitkort, især hvis det er inde I et digitalt program, så kan man zoome ind og zoome ud og gøre ved det.
Anette:Det er der, hvor dem der bor på Samsø, de kan få altid. Samsø det er verdens navle, fordi det ligger I midten af altid?
Lars Bo:Lige præcis, ja. Og så kan man virkelig få det gjort stort, ja og meget centralt. Men hvad er det vi ser når vi kigger på satellitfoto? Altså det er, når det kommer til stykket, noget der er meget tæt på rå data. Og det kan være svært at forstå.
Lars Bo:Fordi vi ved ikke hvordan vi skal afkode de informationer der ligger I den rå data. Hvis vi derimod kigger på et
Anette:Hvad tænker du på informationer I et satellitbillede? Hvad kan der være?
Lars Bo:Der er nogle former! Vi ser nogle former. Som regel kan vi godt gennemskue, hvis der nu er en vej. Eller hvis der er noget bebyggelse. Det kan vi godt gennemskue, hvad det er.
Lars Bo:Men vi ved jo ikke, hvad det egentlig er. Hvad der ligger under tagene, eller hvad det er for en slags vej. Det kan vi jo ikke se fra et satellitfoto. Vi kan bare se, at den er der.
Anette:Og det er vel stadigvæk to-dimensionelt?
Lars Bo:Ja, det er
Anette:det.
Lars Bo:Og det er da også fint nok. Det kan det sagtens være. Hvis man derimod kigger på et typografisk kort, så er kompleksiteten reduceret ganske betydeligt. Og typografisk kort
Anette:er det,
Lars Bo:jeg kan se. Det er et landkort, hvor der er nogle signatur på, og hvor der blandt andet er højdeekure på, så man har en mulighed for, hvis man kan læse kortet med højde kurgerne, at få en fornemmelse af hvordan landskabet bølger op og ned. Der er nogen der har lavet det her kort, og de har gjort sig nogle overvejelser. De har udvalgt nogle data, som de mener er centrale og vigtige for at få netop ned på det her kort. De kan for eksempel en sort firkant, som der står en fabrik til.
Lars Bo:Så ved vi, at der er nogen, der simpelthen har været ude at se I verden. Der ligger en fabrik her. Det kan også være, at der er en krog eller en station.
Anette:Så der er nogle symboler I det her. Du sagde også det, at hvis man kan læse kort, hvordan lærer man at læse? Hvad skal man gøre for at kunne læse kort?
Lars Bo:Det er et rigtig godt spørgsmål. Jeg plejer at sige, at et godt kort er altid ledsaget af en signatur Forklaring. Når man får en signatur Forklaring, så har man samtidig en guide til hvordan man kan afkode de forskellige farver og former der er I kortet eller på kortet. Så ved man hvad det betyder. En sort streg med nogle runde boller og nogle små vinkelrette streger på.
Lars Bo:Det kunne f. Eks. Være et hegn. Det er det typisk på et typografisk kort. Det er det, der inde på STDF-kort hedder et DK25-kort.
Lars Bo:Det husker
Anette:du lige Thomas, lad os lige skrive det ned.
Lars Bo:I gamle dage kaldet for et fire centimeter-kort der er der nogle symboler, der bliver brugt blandt andet.
Anette:Jeg sad for et stykke tid siden og kiggede på et gammelt kort over Tyskland. Det var virkelig gammel. Jeg brugte langt. Man bliver helt hyponiseret I det. Men symbolerne, der var på det kort, kendte jeg slet ikke I forvejen.
Anette:Hver forfatter eller afsender på et kort Der er selvfølgelig nogle symboler, der går igen, men nogle ser også ud som om, de opfinder deres egne. Man også gøre det med børnene, hvis de skal ud og lave nogle kort. Hvis man tager et satellit-fotos af sit eget område, kan man så gå ud og lave sådan nogle kort- eller signaturforklar?
Lars Bo:Det er da en fed øvelse. Det er en fed aktivitet. Og I det hele taget er det en rigtig god ting, at man med sine elever går ud I nærområdet og prøver at sammenligne det, de oplever ude I nærområdet med det, de kan se. Fx på et satellitfoto. Eller på et kort for den sags skyld.
Lars Bo:Det er ikke så vigtigt om det ene eller det andet. Og selvfølgelig skal elevernes oplevelser, de kan man også nedfælde på kort. Jeg har I nogle gange lavet øvelser med både studerende men også med elever I grundskolen I Natur og teknologi Alderen har bedt dem om, at de skulle tegne deres skolevej. Den opgave er svær for nogle af dem og især for de børn, som bliver kørt I skole eller kører med bus I skole. Hvorimod dem, der enten går eller cykler I skole, de har nemmere ved at tegne kortet over deres skolevej.
Anette:Fordi det simpelthen går langsommere, og de skal være opmærksomme på, hvor de er henne hver eneste dag?
Lars Bo:De er ganske enkelt mere opmærksomme på deres omgivelser, fordi de er I dem på en anden måde, end når man sidder inde I en bus eller I en bil. Så det er den første opgave. Man kan så godt bede de elever, når læreren ved, hvem der kender sin klasse, så ved man måske, man kan sige dagen I forvejen: Prøv at holde øje med, hvad det er for en vej bussen kører, eller hvad for en vej dine forældre kører med dig. Så har man forberedt dem en lille smule på øvelsen.
Anette:Her kan man vel lave I to. Tre.
Lars Bo:Klasse. Det er en anden klasse. Det, der så er vigtigt, er, at de også kommer til at sidde sammen I grupper, hvor de kan diskutere hinandens kort. Der kan godt komme ændringer, og det er fint nok. De kan snakke om og vurdere hinandens kort.
Lars Bo:Det jeg så også nogle gange har gjort, det er, at jeg har sagt, at så skal de prøve, når de så har gjort det. Nu synes de, at nu er de kommet frem til det. Nu ser kortet pænt ud. Nu ved vi begge to, eller de tre, der nu er I gruppen, er klar over, at vi er enige om, hvordan det her område her skal se ud.
Anette:Så længe læreren ikke blander sig, ikke?
Lars Bo:Det behøver man ikke gå så højt, der viser, som det er. Det vigtigste er, at børnene har en samtale om det her. Så har jeg gjort det her. Jeg siger: Nu skal I prøve at indtage på kortet med farver. Hvad for nogle af strækninger, I synes, der er gode?
Lars Bo:Hvad for nogle, der er okay? Og hvad for nogle, der på en anden måde er mindre gode strækninger? Det kan også være et eller andet sted, hvor der bor en stor hund, der altid farer ud til stakittet og hvor gør jeg mig, når jeg kommer forbi? Det kan være så mange ting. Det kan også være, fordi der er et sted, der er meget trafik, så synes jeg, det er den dårlig.
Lars Bo:Så har jeg en dårlig oplevelse.
Anette:Så I første omgang, så er det ingen betydning, om det er I det ene eller andet. Bare gode, dårlige steder. Beskrivelse af turen.
Lars Bo:Tre simple farver. Det kunne være: Grøn, gul og rød. Det kender de jo også fra stoppestningen. Så det var en mulighed, og det fungerer fint. Og igen, så er det et oplæg til samtale I grupperne.
Lars Bo:For de kan tale med hinanden om deres oplevelser på skolevejen. Det er med til at udvikle deres forståelse af kortet. Og det er med til, at de udvikler en forståelse og en holdning til deres omgivelser. At de bliver opmærksomme på deres omgivelser fordi de også arbejder med deres personlige engagement og forhold til de
Anette:omgivelser. Først en handle. De handler. De gør noget ud fra dem selv. Og så en dialog med hinanden, hvor de opnår en fælles forståelse for, hvad de har været igennem.
Anette:Hvordan ser dit kort ud, og hvordan ser mit kort ud. Og hvordan kan man så gøre det mere generaliserende, kan man sige, hvis vi tager det ud til de andre grupper?
Lars Bo:Så bliver man nødt til at bede dem om at lave en signaturforklaring, hvis vi skal ud I et større forum, det vil sige I klassen, at vi så kan formidle det, vi har fundet frem til her, ved at vi kobler en signaturforklaring på, så andre også kan forstå, hvad det er, vi prøver at fortælle med det her kort, vi har lavet. Man kunne selvfølgelig hænge dem op, og man kan have en snak. Man kan bare lade dem hænge dem op og lade børnene gå og snakke om dem. Men man kan jo også mere direkte gå ind og lave Det næste skridt ville naturligt være, at man prøver at sammenligne deres kort med nogle trykte kort. Man kan jo downloadeede fra nettet eller man kan finde kort over lokalområdet.
Lars Bo:Eller hvis man har en af de her kortportaler sdiIkort. Dk, den er gratis. Der kan man finde et detailkort over sit lokalområde.
Thomas:Nu bliver vi meget konkrete her med, hvordan vi kan arbejde med kort som modeller. Det kan give en forståelse af en skolevej eller et område. Men hvorfor er det, at det I naturfag er så vigtigt, at vi arbejder med modeller og modellering?
Lars Bo:Nu med eksemplet med kortet. Man kunne ikke have hele verden inde I klasselokalet. Så er man nødt til at køre noget ved den. Så det handler I virkeligheden om skala. Det er den ene ting.
Lars Bo:Og den anden ting det er antallet af informationer, der ligger I kortet. Hvis vi reducerer dem, så er det måske nogle bestemte ting vi kan kigge på. Så er der andre ting vi ikke ved noget om, men det er måske ikke så vigtigt I dag? Lige nøjagtig. Med det kort vi har her, der er nogle bestemte ting vi går efter.
Lars Bo:Så der er dels det med skalaen, og dels det med reduktion af kompleksiteteniteten. Det er ret vigtigt. Og skalaen gælder jo også I fysikkemiundervisning, for eksempel, fordi der bliver modellerne igen vigtige. Hvis vi har en model Adam to, så er vi helt nede I den verden, hvor vi ikke med vores sanser kan følge med længere. Det stiller nogle krav til vores fantasi og vores forestillingsevne.
Lars Bo:At vi skal have noget med det? At vi skal have fået noget ud af det? Og I den anden ende af skalaen er vi ude I kosmos. Det kan vi heller ikke begribe. Og må også forlade os på nogle andre måder at indhente informationer på end dem, vores sanser kan.
Lars Bo:I begge tilfælde er det to poler I den her modelverden, som på hver deres måde reducerer kompleksiteten. Eller gør det overhovedet muligt for os at beskæftige os med at dykke ind I nogle forhold, som vi ellers med vores sædvanlige sanser og de muligheder, vi har for at opleve verden, ellers ikke har.
Anette:Men vi gør vel også det, når vi fx siger atommodeller eller snakker om mousakker eller et eller andet. Så laver vi direkte analogeier og siger: Vi har en diakokos, der svarer til et kulstofatom. Det er vel der, hvor det bliver svært for børnene at forstå. Og hvor man som lærer skal ikke overbevise, men hvordan får vi den forståelse hos eleverne af nogle meget svære ting? Jeg tænker også, når man ser et topografisk kort.
Anette:Det er jo svært at forstå. Der er bare nogle ringe og tal. Og man kan sige, at vi kan godt gå ud og gå på bakkerne. Men det gør vi ikke, når vi kommer I otte. Klasse.
Anette:Jeg synes, det er svært nogle gange.
Lars Bo:Det er det også. Og den fornemmelse af, at kunne omsætte det til et mentalt billede af, at der er en bakke, det kræver træning. Og det kunne man sagtens øve sig I I klasselokalet for den sags skyld. Man kunne kopiere en række kort med højdekurve på, så kan man bare klippe dem ud langs med højdekurvene, så kan man lægge dem oven på hinanden som en lagkage. Så kan man bygge et landskab.
Lars Bo:Det er den ene måde at gøre det på. Den anden måde er, at man kan lave profil I her. Hvis man står en streg henover en bakke, og så lægger oplysningerne. Hvis nu man har en ø, så er det meget nemt. Kanten omridset af øen, det er nul meter kurven.
Lars Bo:Næste gang er det to komma fem meter. Næste gang er det fem meter. Og så fremdeles man på millimeter-papiret tegne profilet af bakken. Når man går et stykke ind, går man et komma fem meter op.
Anette:Så kan man se det på en anden måde. Så har man faktisk en model, som man laver op til en anden model for at opnå en anden forståelse.
Lars Bo:Så har man Corts todimensionelle oplysninger, som I virkeligheden rummer den tredje dimension. Men så kan man bygge den tredje dimension ved at omsætte den, enten man laver Lag-modeller eller profilmodeller.
Anette:Og det er simpelthen, hvordan verden er. Vi kigger ud I rummet, så kan vi se et øjebliksbillede I, hvordan verden er. Vi kigger på et Danmarkskort, så det er, hvordan verden er. Jeg hørte I den der med, at der var en metode på vej forbi. Ja, det ved jeg godt.
Anette:Jeg var inde og kigge på nogle grå brikker. Og så tænkte jeg bare, at de må have brugt nogle modeller til at forudsige noget. Så hvordan passer modellerne I skolebrug I forhold til forudsigelser?
Lars Bo:Det er et rigtig godt spørgsmål. Det er rigtig vigtigt, at vi gerne vil bruge modellerne til. Når vi har forstået nogle sammenhænge, og vi kan udtrykke os om den, så kan vi også manipulere med de elementer, der er I modellen og prøve at forstå: Hvis nu jeg ændrer på den her, hvad sker der så I den anden ende af modellen? Et konkret eksempel kunne være vandets kredsløb fx. Hvis nu vi ved, at der er nogle reservoir, der er vand I luften, der er vand I søerne, der er vand I havene.
Lars Bo:Men der er også vand på iskberne og højt oppe I bjergene. Hvad sker der nu, når temperaturen stiger? Er der noget af det, der smelter. Hvor går det hen? Det betyder så, at nogle reservoir bliver reduceret, mens der er andre.
Lars Bo:Det kan være dels vanddamp I atmosfæren, men det kan også være de flydende reservoir I havene, som der bliver hældt noget mere vand I. Den forståelse er en meget simpel forståelse her. Men det er vigtigt, at vi bruger vores modeller til at forudsige. Når først vi har forstået nogle samlingen, så kan vi forudsige, hvad der vil ske.
Anette:Nu ved du, hvad der vil ske, når vandet smelter et eller andet sted. Lad os sige, at du har lavet en model. Du har sikkert lavet den mange gange. Hvad er egentlig forskellen på, at du viser på en tegning eller en film, at det er det, der sker. Og nu har I lært det.
Anette:I forhold til, at eleverne selv laver eksperimentet eller modellen. De laver et eksperiment med en model. Hvad er forskel I forståelsen og at lære? Hvad foregår der inde I hovedet på børnene, når de gør det?
Lars Bo:Det er et rigtig godt spørgsmål, hvad der foregår inde I
Thomas:hoved.
Anette:Den model, du lige skal til, det vil jo godt tage flere timer.
Lars Bo:Der er det rigtig vigtigt, at man siger til børnene, at de skal udtrykke sig om deres forståelse af det her Ved at de laver deres egen model. Det giver lidt lige meget, hvad det er. Om de tegner den, bygger den I LEGO eller hvad de bruger. De skal udtrykke deres forståelse af vand kredsløb, hvis det nu er det, det handler om.
Anette:Er det bare sådan noget med: Jeg har taget nogle af de der, og så har jeg puttet dem ovenpå, og så sker der det der, hvis jeg gør sådan der? Hvad tænker du, når du siger, at de skal udtrykke deres forståelse? Det
Lars Bo:kan jo være, at de kan lave deres egen tegning. Gerne I grupper, hvor de kan diskutere, hvad de kan komme frem til. Vi forstår tingene forskelligt. Og når vi bliver sat sammen I grupper, og skal høre hinanden: Hvordan forstår du det? Hvordan forstår jeg det?
Lars Bo:Hvordan forstår du det? På et eller andet tidspunkt når vi til en konsensus om, at det nok er sådan, det hænger sammen. Det kan også være de der erkendelser, der kommer undervejs. Når først man har slået streg, og man har skrevet et eller andet på sin model, så er det nok den der. Og så skal vi have grundvandet.
Lars Bo:Nedsivning og afstrømning er der også noget, der hedder. Og selvfølgelig har børnene altid et Det ligger jo altid et Det ligger jo I undervisningen, vi bruger nogle læremidler, hvor der garanteret er en model af vandets kredsløb. Og den skæver de selvfølgelig til. Det er klart, selvfølgelig gør de det. Men det gør ikke noget.
Anette:Så det er en gruppesnak, der bliver til en forståelse og en viden?
Lars Bo:Ja, det skulle den gerne gøre. Men det skal jo bearbejdees. Dialogen er en del af det. Man kan se det som en dialog, dels med et tale, men dels hvis man skriver, og man står med et stykke papir, som jeg har en del erfaringer med at bruge små whiteboards I undervisningen. Så skal man skrive ord og nogle tegninger samtidig med, at man taler om det, der foregår på den flade, man skriver og tegner på.
Anette:Hvornår skal jeg som lærer bryde ind, når jeg ligesom kan se: Den er sgu helt gal den her. Skal jeg bryde ind?
Lars Bo:Ja, selvfølgelig skal man bryde ind. Men man skal jo gøre det på en sådan måde, så man ikke bare tramper ind over dem. Man skal stille spørgsmål til, hvorfor I er kommet frem til, at den skal se ud på den måde der. Så må I jo forklare sig.
Anette:Så spørgsmålet er faktisk vigtigere, end at jeg kommer med svaret?
Lars Bo:Ja, man skal ikke komme med svar. Ikke gå det yderste ned.
Thomas:Det er jeg utroligt glad for, du siger. Det siger vi også altid her. Men det er ligesom om, at man ødelægger undersøgelsen, når man kommer med svaret.
Anette:Det er fordi, at nogle gange skal vi nå det.
Lars Bo:Der må man altså have tålmodigheden. Hen. Så kan det godt være, at vi ikke nåede det, som jeg har planlagt. Det kommer jeg tit ud fra. Men så tager vi den bare næste gang.
Thomas:Er det overhovedet vigtigt, at vi når det, hvis man så ikke har forstået Hvad er det så egentlig, du har nået, Annette? Ja,
Anette:har det noget der frokostpause? Nej, jeg tænker bare, at nogle gange har man jo planlagt, at det her om vand kredsløb, det skal holde på seks lektioner. Og så: Okay, jeg kan godt komme op på otte. Så har børnene grebet, og så kommer jeg op på ti. Og pludselig bider det sig jo lidt I halen, for skal man så bare sige: Det næste tema nåede ikke nåede jeg, fordi der var en interesse eller fordi de var kørt af sporet.
Anette:Hvor meget skal man egentlig styre, når man er I en modelundersøgelse periode?
Lars Bo:Børnenes aktiviteter er de vigtigste. Hvis man ikke er aktiv, så lærer man ikke noget. Når man planlægger undervisningen, skal man planlægge med situationer, hvor børnene skal være aktive. Aktiv kan både være, at man skal hente information et sted, end man skal læse noget. Det kan også være, at man skal ud og grave et hul I jorden eller gå ned med en catch I vandkanten.
Lars Bo:Det er også aktiv. Det hele er at være aktiv. Men det at være aktiv I forhold til at indhente data eller information er ting. Den andre måde at være aktiv på er, at man skal bearbejde den data og de informationer, som man indsamler så det kan blive til viden I hovedet. Og der er modellering.
Lars Bo:Det er modellering som en forståelsesproces. Det er afgørende vigtigt for, at vi kan begribe vores verden og forstå hvordan den hænger sammen og de mekanismer eller de faktorer der betyder noget for at den ændrer sig på den ene eller anden måde. Og der tænker jeg, er det jeg lige diskuterede før. At man kan sætte børnene sammen I grupper og lade dem tegne og skrive og fortælle om det de nu har oplevet og det de mener at have forstået Og om de sammenhænge, de kan se det her.
Anette:Når de har fået styr på det her modelbegreb, så kan man bagefter komme med de store, flotte forkrometede modeller. Vi snakkede også om før, inden vi tændte mikrofonenerne fra pH'et, hvor man kan lave nogle simuleringer. Og det er vel også en form for model?
Lars Bo:Ja, det er I høj grad. Som du siger, det er en simulationsmodel. Og simulationsmodeller adskiller sig fra andre typer af modeller ved, at man kan manipulere med dem. Man kan ændre på en faktor.
Anette:Og alle andre modeller, også animationsmodeller, hvor vi ser et pumpende hjerte, der er det andre, der har manipuleret. Der er det andre, der har truffet beslutningerne.
Lars Bo:Ja, så det står måske og pumper I en eller anden puls.
Thomas:Men det er stadig statisk?
Lars Bo:Det er stadig I princippet statisk, ja. Og det kan selvfølgelig give nogle Det kan illustrere og levendegøre. Det er jo det, der ligesom ligger I det, at den er animermeret. At den levendegør en proces, som vi ikke kan. Som vi må forestille os, hvis vi kigger på en statisk model eller en illustrationsmodel.
Lars Bo:Så skal man selv forestille sig, hvordan det kan være.
Anette:Hvad kan de her simulationsmodeller, og er de overhovedet til at komme til? Hvis man fx siger: Havde der været en simulationsmodel over alt det kvælstof, vi har kastet ud? Vi vidste godt, det ville ske, ikke? Jeg sagde før, at jeg ikke var fisk. Jeg skulle ikke begynde på jeres fiskeeting.
Anette:Men det er sgu da ærgerligt. Kunne vi have forudset det med en simulationsmodel?
Lars Bo:Ja, men det kunne vi sagtens. Og det er blevet gjort mange gange. Men det er jo ting. Så nu bevæger vi os over I dilemmaet mellem naturvidenskaben og det politiske liv. Det tror jeg, vi skal
Thomas:parkere et andet sted.
Anette:Det er jeg ellers god til.
Lars Bo:Hvis vi nu holder os til det naturvidenskab ja, så kan vi sagtens forudsige, at når vi hælder noget kvælstof ud I vores indre danske farvande, så eksploderer fedtemøget, som nu har været en del I medierne her på det seneste.
Anette:Så hvad kan vi bruge simulationer til, hvis vi ikke handler på det? Skal der bør der ikke følge en handling eller en diskussion med? Hvad skal vi gøre med vores simulationer?
Lars Bo:Det har du fuldstændig ret I. Det er tilfredsstillende I sig selv at opleve, at jeg har forstået noget. Jeg har forstået nogle sammenhænge, jeg ved. For så bliver man mere tryg I sin verden, når man kan forstå den. Men selvfølgelig er det næste skridt at anvende den forståelse til noget.
Lars Bo:Det kunne være at komme med nogle bud på: Hvis vi nu har den her model med noget vand, der tager noget kvælstof med sig ud så ved vi godt, hvad der sker. Kom med forslag til: Hvordan kan vi så gøre det bedre? Hvordan kan vi gøre det anderledes? Så vi forhindrer eller mindsker udledningen af kvælstof til vores indre danske farvande. Det er jo klart et vigtigt punkt.
Lars Bo:Det er det, man tidligere kaldte vores handlekompeten. At har nogle muligheder. At eleverne oplever nogle muligheder for at ændre på forhold, som ikke er gode.
Anette:Så når eleverne er udtrykke nogle holdninger, skal de gøre det med en argumentation I arbejdet med modellering eller undersøgelser med modellering.
Lars Bo:Hvis man kunne forestille sig en holdning, som var underbygget af at man kunne forudsige nogle ting med en model. Det ville jo være flot, vil jeg sige.
Anette:Er der en progression? Nu snakker vi I to. Klasse ud og tegne din rute. Man skal også have det I niende klasse. Der er også noget, der hedder modellering.
Anette:Lad os nu sige, at man aldrig har mødt et kort før. Kan jeg så springe direkte ind og sige, at jeg gerne vil kigge på det her kort over Tyskland, hvordan diverse krige var før et. Og to. Verdenskrig. Der var virkelig mange krige.
Anette:Der var jo krige hele tiden I Tyskland, har jeg fundet ud af. Det blev det så af historie, men det er også lidt geografi. Er der en progression, hvor man skal lære noget undervejs, eller bliver man mere moden til at forstå de her modeller? Er det noget, der kommer af sig selv?
Lars Bo:En gang I halvfems'erne satte sig for at undersøge Young Stedens Imes of Science. Rosselin Driver var en af hovedet. Robin Milamilla var også med I den gruppe I øvrigt.
Anette:Ham har jeg mødt.
Lars Bo:De havde et læringssteoretisk udgangspunkt hvor de kaldte det 'Fænomenetbaserede resrationer på den ene side' og 'relationssbaseret resrationer på den anden side'. De to forståelser klinger rigtig godt overens med PSISESSE teori. Fra det konkrete det er jo fænomenet. Til det mere abstrakte, det er relationerne, vi kan se, at der er noget relativt I det her. De hænger sådan ting, der hænger sammen.
Lars Bo:Men de opdagede faktisk også, at der var en tredje måde, som de unge mennesker kunne gøre det på. Det var nemlig den modelbaserede resmenterstype. Det de fandt var, at I de unge år inden puberteten er det den fænomenbaserede resummeret der dominerer. Det ved vi jo godt, at børnene er mere konkrete Hvorimod efter puberteten bliver det den relationssbaseret resner der dominerer deres tænkning. Den tredje måde at ræsonnere på at tænke på er at modelbaseret.
Lars Bo:Den dominerer tilsyneladende ikke på noget tidspunkt. Men den kan læres! Så det er bare med at komme I gang fra et. Klasse og at lære den måde at tænke I modeller. Vi kan også sige, børnehavebørn der sidder I sandkassen finder en pind og siger: Hvis nu det her er en bus og den her sten er et hus.
Lars Bo:De bruger jo metaforer for mange gange. Det er jo I virkeligheden en model. Det er jo en model af verden, de bygger. Og de prøver at udvikle deres forståelse af, hvordan den verden den fungerer igennem lejen.
Thomas:Og det er jo ikke ligesom, når vi også interagerer med nogle af de her modeller. Lige nok! Så er det I virkeligheden også bare at lege med dem?
Lars Bo:Det er at lege med dem, ja. De grundlæggende principper er de samme.
Thomas:Tiden flyver afsted. Så jeg tænker, at det kunne også være meget godt her lige at snakke om Hvad skal det her, vi har talt om de sidste tyve minutter så I virkeligheden betyde for den måde, vi laver undervisning på. Hvordan skal vi helt konkret arbejde med modellering ind I
Lars Bo:folkeskolen? Der vil jeg vende tilbage til det, jeg tidligere har sagt. Det er vigtigt, at børnene skal gøre det selv. De skal tegne, de skal skrive, og de skal snakke om det her. Det er de tre vigtige ord: Tal, tegne og skrive.
Lars Bo:Tekst, tale og tegne.
Thomas:Tekst, tale og tegne.
Anette:Hvor simpelt kan det være?
Thomas:Ja, den husker vi.
Lars Bo:Men det skal være sådan, at det bliver lagt op til børnene. At det er deres forståelse, der skal udtrykkes. Det gør en forskel, at man siger til børnene, at det er deres forståelse de skal udtrykke sig om I stedet for at man spørger dem om: Så
Thomas:skal de hellere skabe deres egne modeller.
Anette:Ja. Men det er vores spørgsmål, der skal gøre det mere klart for, hvad deres forståelse er. Det kan vi bruge os selv til.
Thomas:Det vil talen, det er dialogen omkring modellen. Det har man både med sine klassekammerater men også ens lærer, der spørger nysgerrigt.
Lars Bo:Og lærerens spørgsmål er det, der driver progressionationen det er der, hvor læreren skal vide på forhånd, hvor er det, jeg vil hen med det her? Hvor skal det ende? Med den her undervisningsgang? Hvor vil jeg gerne have, det skal ende henne? Fordi så er det de spørgsmål, der driver, hvad det er for en slags spørgsmål jeg stiller til børnene.
Lars Bo:Sådan så de kommer videre det næste skridt.
Anette:Både med kognitivt-udvik og nye ord og nye begreber, der kommer ind, som de tager til sig, bygger ovenpå og får en højere forståelse. Vi blevet klogere I dag, Thomas?
Thomas:Vi er blevet klogere. Som det sidste, så kunne jeg bare godt tænke mig sådan: Hvad er det, du tager med fra det her? Hvad tænker du det vigtigste, du har lært af Lars I forhold til, når du skal arbejde med modeller I undervisningen?
Anette:Det er nok det her. Det var også, fordi vi talte om før. Det med simulationationer og det med at kunne handle på en forståelse og en viden. Prøv at tænke videre. Hvad vil der så ske, hvis?
Anette:Den synes jeg faktisk er interessant at få med. Handlingen til sidst?
Lars Bo:Ja, Handlingen til sidst skal man have med.
Anette:Det var bare fordi, I meget af det, du siger: Hvor er jeg så henne som lærer? Og måske skal man bare have store ører og fodre I stedet for hele tiden at komme med svarene.
Lars Bo:Det vil jeg sige. Et råd til læreren på gulvet er: Hold den ene hånd for munden og sætte dig på den anden.
Thomas:Det er et rigtig godt råd at gå ud med. Tusind tak fordi du ville være med Lars. Det var en fornøjelse at tale om modeller med dig. Hvis nu man sidder på lærerværelset og snakken naturligt falder på modellering I naturfag så Kan man vælge at dele den her podcast med sine kolleger. Og så kan de også få glæde af det.
Thomas:Vi siger tusind tak fordi du var med, Lars. Tak for I dag. Tak til dig, der lyttede med på dagens episode. Er du nysgerrig på mere, kan du nede I showrooms finde de relevante referencer, vi har talt om I dag. Podcastcasten er produceret af Naturcenter Amager Strand.
Thomas:Og dine værter var Annette Vestergaard Nielsen fra CFU og mig Thomas Ebert Larsen. Vi er nødt til at
