Hvordan kan alle føle sig velkomne?

Thomas:

Jeg er blevet træt af at høre på mig selv. Så nu kommer der ikke endt intro. Men I dag skal det handle om, hvordan alle kan føle sig velkommen. Det er måske ikke kun I undervisningen det er I det hele taget. Men vi skal kigge på især, hvordan man kan føle sig velkommen.

Thomas:

Også I undervisningen. Til at tale om det har vi besøg af Sheena her I vores podcast studie Signe, du kommer fra Eksperimentarium. Og vil du ikke bare lige ganske kort præsentere dig selv, hvem du er?

Sheena:

Jo, tak Thomas. Ja, jeg har arbejdet på Experimentarium, og jeg har faktisk været I tyve år, og I alle årene har jeg arbejdet med inklusion. Og det er virkelig vigtigt på sådan et sted som Experimentar, at vi når ud til en bred gruppe af folk, og at man føler sig velkommen hos os. Jeg har arbejdet på en række udstillingsprojekter især skoleudviklingsprojekter, og der kan vi bare se, at det giver rigtig god mening at tænke inklusion ind. På engelsk er det dette ord: 'adommedating'.

Sheena:

Det er sådan en blanding af imødekommendehed og velkommen, og det er I hvert fald noget, vi taler om på Experimentarium.

Thomas:

Og dine værter her I vores podcast er de samme, som det plejer. Selvom jeg ikke har spillet en intro, så er din værter Anette Vestergaard Nielsen fra CFU. Og mig, Thomas Sigba Larsen. Og din podcast med Naturfæstdidaktiske. Og Anette, vil du ikke stille det første spørgsmål?

Anette:

Jo, efter jeg budt alle velkomne. Altså virkelig alle. Også dem, der egentlig ikke Altså min søster og sådan nogle, der ikke burde høre det her. De er også velkomne. Det er det, det handler om I dag.

Anette:

Og Tommy siger så det her med, at vi skal byde alle velkommen ind I undervisningen. Det er jo til forskel på Ekspertime. Fordi hvis de ikke føler os velkomne der, så går de simpelthen. Kan I mærke det, at der er nogen, der ikke føler sig velkomne? Kan I se det?

Anette:

Har I set nogen gå eller ikke komme tilbage, fordi man ikke føler sig set?

Sheena:

Åh, det ved jeg ikke. Altså vi ved, at der er nogen, der synes, at det måske kan larme for meget, eller hvad ved jeg. Vi forsøger at fortælle på hjemmesiden, hvornår er der stille, hvis det er det, man har brug for. Og faktisk lige det, du spørger ind til, er noget af det, vi er I gang med at arbejde med lige nu. Hvordan kan vi egentlig fortælle folk de her forskellige ting?

Sheena:

Fordi der er rigtig mange forskellige behov, så det er måske noget af det, du spørger ind til. Nogle vil gerne have dig vildt gang I det, nogle vil gøre det lidt mere ro, Og nogle gange taler man om, at et besøg på et designcentre, det er sådan lidt for de vilde og dem, der er lidt udadvendt. Og vi skal jo gerne også være et sted for dem, der er lidt mere event, og som godt har brug for den ro. Så det er I hvert fald noget, vi tænker på og tænker og er lidt bevidste om, at vi skal være mere tydelige I det.

Anette:

Altså, jeg må indrømme, når jeg kommer hos jer. Og kommer op på første Altså hurra den der snegl der. Fordi så skal jeg ikke bruge trapperne. Jeg har nogle gange dårlig knæ. Men jeg må indrømme det første, jeg kigger efter, når jeg kommer op til en udstilling.

Anette:

Er der et sted, jeg kan sidde, mens børnebørnrerne leger? Er der tænkt I, at der skal være plads til alle?

Sheena:

Ja, altså det er der. Nu vil vi jo gerne have, at man leger med sine børn.

Anette:

Det skal vi nok.

Sheena:

Noget af det, vi har nu med vores udstilling, har vi jo genåbnet for syv år siden. Det er jo ligesom, at vi pakker udstilling ind I små universer. Man kunne næsten sige små bydel, så man både følte sig hjemme, men omkring de udstillinger, så er der bænke. Der er steder, man kan hvile sig faktisk rundt omkring overalt. Førhen var der de der lange gange, man kunne løbe, og så var der lidt spredte opstilling.

Sheena:

Nu er det faktisk mere samlet. Og det gør, at man både kan sætte sig, men at man faktisk også kan få den der fælles oplevelse med de børn, man for eksempel

Anette:

har med. Så hvis man har brug for

Sheena:

at sætte sig, så kan børnene faktisk komme hen til man er der, man kan snuse med I den oplevelse, de har, og så kunne vi I hvert fald nok ønske, at man dog var med I at opløse noget af tiden.

Anette:

Og selvfølgelig er vi jo det som voksne, fordi de kan jo ikke læse på skiltene, og nogle børn, de er også for små til at nå knapperne og alle de her ting. Altså, jeg må indrømme, nogle gange, når jeg er I undervisningen, så kan jeg godt lide at dele børnene ind I nogle kasser. Der er piger, der er drenge. Hvad er de højere, de laver? Gør I også det, når I tænker designet udstillingen?

Anette:

Tænker I sådan for drenge og piger, eller hvordan deler I børnene ind?

Sheena:

Ja, vi tænker så meget på drenge og piger, men vi tænker på forskellighed. Så vi tænker, og vi tænker på, at man skal føle sig tryg. Man kan ret mange steder på Eksper omkring udstillingen, så kan man stå lidt på afstand og få et kig ind og se, hvad andre gør. Man kan gå på opdagelse I dele af udstillingen, men så kan man også fordybe sig og være lidt mere stille I andre dele. Så vi på den måde tænker på at skabe noget inklusion eller imødekommenhed for forskellige typer.

Sheena:

Ja, altså, vi tænker også på, at der kan være forskel både strenge og piger på, hvordan man interagerer, om man har brug for at sidde alene eller samarbejde. Og vi tænker egentlig meget, at vi udvikler vores udstillinger til at være målrettede for eksempel en aktivitet for tre personer, måske endda fem. Det betyder ikke, at man ikke kan sidde alene, hvis man har brug for det, men vi er gået væk fra at have en enkelt stol eller en separat foran en opstilling med mere en bænk eller to bænke. Og man kan også gå til mange udstillinger på forskellige måder. Altså man kan, nu sagde jeg lige før, man kan både fordybe sig og være lidt mere vild og udforske, men man kan også samarbejde.

Sheena:

Og I nogle udstillinger, der kan man gå til den samme opgave på to måder. Man kan samarbejde eller konkurrere eller sidde alene. Så vi tænker mere end, at vi tænker: Drenge-piger. Men vi tænker I forhold til det også en At man skal kunne se sig selv, når man besøger eksperimentarma simpelthen både I billeder, men også I den måde, vi generelt designer, at det ser hyggeligt ud, at det ser rart ud, at det ligner noget, jeg godt kan finde ud af eller I hvert fald turde give mig I kast med, hvis jeg vil det.

Anette:

Jeg tænker faktisk på, Thomas, vi har lavet mange undervisningsforløb, du og jeg. Vi starter altid der. Skal de være I grupper, og skal de være enkelt?

Thomas:

Ja, og det er der, hvor jeg tænker: Der kommer noget spændende her.

Anette:

Ja, det gør der faktisk.

Thomas:

Ja, jeg synes, at der kommer noget spændende I det her med, at det ikke er fuldstændig givet. At det her, det kan du kun leve, hvis du er fire. Eller det her, det kan du kun leve, hvis du er alene. Der tænker jeg, at der er I hvert fald noget, som man

Anette:

Ja, eller du skal være med fra start, ikke? Altså nu siger Signe det her med, at man faktisk kan stå bagved og observere og se: Hvad gør de andre? Inden man ligesom giver sig I kast med et eller andet, man ikke har prøvet før.

Sheena:

Ja. Og man kan sige det Altså, det er jo fedt på alle måder. Nu taler man meget om fællesskab. Jeg tror, at en af grundene til, at man kommer på Expantime, det er at få et fællesskab. Men man kan jo altså få det fællesskab også venligst sig om nogle gange.

Sheena:

Altså, har forskellige interesser, og man går forskellige steder hen, og så mødes man igen. Så på den måde kan det alligevel give en ret lækker fornemmelse for noget fællesskab.

Anette:

Det synes jeg også, man ser, når man har børn ude hos jer eller I hovedet hos jer. Altså de går I grupper, og lige pludselig er der en, der forsvinder fra gruppen og sidder for sig selv og nørkler om et eller andet, og så tilbage I gruppen igen. Det giver også en eller anden form for fleksibilitet, hvor vi har sådan meget, at du er I grupper, og det er du I de her femogfyrre minutter. Det kan

Sheena:

jeg også

Anette:

godt gøre på en anden måde.

Sheena:

Vi tror for børnene, at det er ret naturligt I virkeligheden, ikke? Og vi andre, vi er jo blevet skole så meget, så det er måske gået ind og er blevet mindre naturligt. Vi gør, hvad det bliver sagt ofte,

Thomas:

Jeg synes det er fordi det var også det første jeg kom til at tænke på lige I starten. Da Anette spurgte om jeg havde oplevet det med om folk forlod stedet eller og jeg tænker, at hvis man hvis man har lavet aktiviteter til børn I dagtilbud, så ved man I hvert fald, at det kan være rimelig kontanter. Hvis man er kedelig, så går de. Jo længere op man kommer I skolen, jo bedre er de til at blive der. Så har man ligesom lært det.

Thomas:

Og når man så kommer som voksen på ikke kvantration selv: Nå, skal jeg I gang med denne her, så gør man også aktiviteten færdig. Ja.

Sheena:

Og der er også nogle, der vil blive mere

Anette:

og mere disciplineret. Man bliver bedre og bedre til at gå I skole. Ja. Du er ret slidt irriterende

Sheena:

I det samfund, vi nu har besluttet, skal være på den her måde.

Anette:

Ja, eller også. Du fortalte det her med, at der var en, der forlangt, at der var noget, der skulle døolkes. Ja. Og prøv lige at fortæl, hvad det var.

Sheena:

Jamen, det var faktisk til noget konference, vi var med til at udvikle. Men faktisk I udlandet, Det var en Hun kalder sig selv for en 'Littoponsen', altså en dværg. Og hun skulle tale, og da vi spurgte, hvad hun skulle have af betaling, så siger hun: Så skulle hun ikke have så meget med noget af et krav om, at han dørtrin. Og der siger vi så: Der er ikke nogen døve. Og så siger vi: Det vil der heller ikke komme, hvis I ikke gør det.

Sheena:

Så det er det ene side af det. Den anden side af det er også, at det at vise for med forskellige handicap og være synlige, I er også velkomne det gør, at man faktisk generelt kan føle sig velkommen fordi man bare får sådan en god fornemmelse af, at her er alle velkomne.

Anette:

Det var faktisk det, der fik mig til at tænke på, at det kan jo være I skolen, når vi siger, at jo ældre de bliver, jo mere disciplet bliver de, Eller at de trækker sig længere væk fra skolen og bare får tingene overstået. Det kan man jo også forestille sig.

Sheena:

Og at

Anette:

det, at du siger, at de voksne bliver bedre til at komme på Eksperimentar, det kan jo være, at man har sorteret nogen væk.

Thomas:

Ja, som så vil ikke komme.

Anette:

Ja, eller som vælger I undervisningen bare at tie stille og vente på frikvarteret. Ja. Jeg kan nævne et par stykker fra min familie I hvert fald.

Sheena:

Eller kobler ud. I hvert

Anette:

fald mig selv, ikke? Altså Ikke

Sheena:

kender og spiller reglerne, eller ikke vil leve efter dem. Eller ikke magter dem.

Anette:

Og hvad gør vi ved dem? Altså dem, der ikke lærer at gå I skole, men bare venter på, at det er overstået.

Thomas:

Der tænker jeg, at der er I hvert fald noget, som vi kan tage med fra den måde, som I indretter jeres udstillinger på. Og selvom det ikke er en udstilling at gå I skole, så synes jeg, at der er noget spændende. Både I det her med, at en gruppestørrelse ikke er givet på forhånd. Altså, at der er nogle ting, man kan vælge frit. Der er også den her mulighed for at være perifere I det ting.

Thomas:

Det tænker jeg, det er I hvert fald en ting, som jeg tænker, at den er værd at tage med.

Sheena:

Det, man også kan, det er jo sådan set at gå I dialog med dem. Ja. Hvis man kan det er altså at gå I dialog med de forskellige grupper. Og med mennesker bare generelt og finde ud af, hvad er det, der vil betyde noget for jer, hvis vi ændrede på nogle ting, fordi altså. Når man er sådan et sted som os, hvor og det gælder vel lige så meget for Eksperant Ham som for skoler så skal vi altså kunne favne fra skatte.

Sheena:

Og hvis vi ikke favner dem, så skal vi undersøge, hvad der skal til for at favne dem. Og så skal vi gøre noget.

Thomas:

Og hvis vi gerne vil favne bredt, så tænker jeg også, så skal alle også have en mulighed for at vide, hvad der også bliver forventet af en. At man har en eller anden om, hvad der bliver forventet af, når man går på et design center. Ja. Og hvad bliver der forventet af en, når går I skole. Så jeg tænker, at der er mange ting, der bliver nemmere der, hvis.

Thomas:

Ja. Hvis man bare får det at vide.

Anette:

Ja. Eller har nogle regler, man får skrevet ned? Eller et eller andet?

Sheena:

Ja. Bare vi har nogle regler, og dem bruger vi nogle gange I projekter. Når vi har folk, der ikke er vant til at komme hos os, så er det noget, vi kan dele. Og det er rigtigt, vores tilbagemeldinger er også, at det er rigtigt rart at føle sig velkommen og tryg I at sådan opfører man sig hos os.

Anette:

Jeg kan godt være lidt misundelig på den der direkte demokrati. Hvis I ikke lytter til jeres brugere, så kan I se det på kasseapparatet. Altså når man er ude I skolen, der har vi ikke rigtig demokrati vel? Altså vi er styret, og det er læreren, der bestemmer nogenlunde Det er læreren, der bestemmer, hvad der skal ske inde I klasserummet. Og den lærer er måske styret af nogle fælles små.

Thomas:

Men skolen er heller ikke på den måde demokratisk.

Sheena:

Den skal bo, måske skal forberedes

Thomas:

til demokrati og til at indgå I et demokratisk samfund, ikke?

Anette:

Men den burde måske I højere grad være demokratisk. Så vi ligesom den feedback,

Sheena:

som vi går hele vejen rundt. Ja, det er den

Anette:

feedback, vi får fra eleverne med, at det her, det er altså kedeligt. Det her, det gider jeg ikke. Det er her, der rammer du ikke alle. Altså, det kunne måske også være en måde at gøre det på. Når vi snakker skolebøger, for eksempel, nu er jeg jo I en boghandel, skulle jeg til at sige.

Anette:

I hvert fald et bosted, ikke? Eller nogen mener, vi kun

Sheena:

er et bosted. Det er

Anette:

også noget andet, men altså.

Sheena:

Og

Anette:

der bliver faktisk kun lavet bog til syv. B biologi. Altså, der er ikke flere tekster og flere billeder at vælge imellem. Det skal lærerne selv producere. Vi får valg.

Sheena:

Og det er altså, man er også oppe imod noget, der kræver noget. Jeg tænker, det er en blanding af flertallet, der kan bestemme, og så det, jeg selv synes er spændende, kan bestemme. Og det kan godt være, man ikke kan altid, men en gang imellem. Så bliver man nødt til at kigge på det og se: Er der noget, vi kan gøre anderledes? Er der nogen ting, vi kan ændre på?

Sheena:

Altså, det er jo heller ikke, fordi vi gør alle de her ting, jeg nævner generelt på Expantiere altid. Så det er noget med at hive lidt op ad nogle værktøjskasse engang imellem og se: Er der nogle ting, vi kan ændre her, så vi får dem med? Og så er der også det med at putte folk I kasse. Man kan godt være på måde den ene dag og på en anden måde den anden dag. Og hvordan rykker vi den balance?

Anette:

Ja, det er ellers det, vi godt kan lide. Putte folk I kasser.

Thomas:

Jeg ved, du har noget med kasser. Ja. Du behøver bøger I kasser, end folk kasser. Nu har vi snakket om det.

Anette:

Men nogle gange gør det tingene nemmere, ikke? Altså at have: Jamen, der er en gruppe piger med søde negle, og der er fodbolddrengene og sådan noget. Og der siger du, jamen de kan faktisk godt bytte kasser en gang imellem.

Sheena:

Ja, jeg tænker måske, at det gør det nemmere på sigt, at man ikke putter dem I kasser, faktisk. Sådan på alle måder. Altså bevare deres finurlighed og kreativitet og få det med. Altså det der med, at vi altså skal kunne

Anette:

rumme rigtig mange og mange forskellige.

Thomas:

Nu har du så haft en stor opmærksomhed på det her I tyve år. Og Og jeg tænker, at der må jo så være foretaget virkelig mange valg I løbet af tyve år og er der nogle valg, I har foretaget? Det kan både være tilvalg og fravalg hvor du tænker: Det her har gjort en forskel I forhold til at der er flere der følte sig velkommen. For jeg tænker: Der kan jo være tusindvis af valg på tyve år, men er der noget hvor du tænkte: Det her, der var kan både være gode og dårligt valg, ikke? Her har vi virkelig taget nogle gange.

Sheena:

Ja. Altså Noget af det, man er nødt til, det er at tale om inklusion sådan generelt. Man er nødt til at hive det op på sådan en forandringsorganisationsnål. Altså det er ikke nok, at vi har to mennesker, der synes, det her er en god Så noget af det, vi har gjort på Experin time, det er faktisk at tale om I alle de forskellige afdelinger. Hvad er vores superkræfter?

Sheena:

Hvad er vi gode til? Hvad Hvad er vores udfordringer? Og hvad er vores superkræfter I de her forskellige afdelinger? Og det gør, at man føler sig set, og man bliver også klar over, hvad er det for nogle ting, man skal ændre på? Og på Eksperimentarari har jeg først arbejdet en del på, hvad småt er stort?

Sheena:

Hvad kan vi ændre på? Og det er klart, at der er nogle ting, vi så ændrer på og må ændre på igen.

Thomas:

Men det må gerne være konkret et sted. Jeg tænker, det virker. Ja. I påske nogle ting, hvor I har kigget på det jeres udstilling Der er en ting her, hvor der kan vi godt lave vores udstillingsdesign på en helt anden måde som gør, at der er flere, der faktisk føler sig velkommen.

Sheena:

Ja, altså, jeg har nævnt det lidt, men det er nogle år siden, vi besluttede, at det var slut med de der tabberetter. Og de var jo dyrere, så det er faktisk nogle gange, man er oppe imod det. Så fjern dem og tænke I mere diverse billeder. Altså skifte nogle billeder ud I hvert fald noget af det, vi har gjort. Men hele vores design-setup nu er jo faktisk udviklet på baggrund af, hvordan det var før I tiden, hvor vi kunne se, at folk ikke fik sat sig ned og fordybet sig.

Sheena:

Det er jo trods alt det, vi vil have, at man ikke bare løber forbi og trykker på nogle knapper. Altså, vi har også et mål om ikke at have så mange tryk på knappen. Så det der med at invitere folk ind og gå på opdagelse er I hvert fald noget af det, vi har ændret på. Og så ja, måske er det med at samle opstillinger I en udstilling og åbne dem op, så man egentlig kan stå på afstand og kigge. Det er altså noget af det, som måske har ændret tingene mest.

Anette:

Og så har

Sheena:

vi lavet noget for de helt små nede I stueetagen, hvor man ikke skal op I det store, hvor man ikke behøver at gå op I det vilde, sammen med alle de larmende store.

Thomas:

Bare så bare på den måde.

Sheena:

Man kan liste det ned. Der er så Jeg ved ikke, om det altid er så roligt, men der er I hvert fald et meget trygt område, kan man sige.

Anette:

Nu siger du det her med nede I stueetagen. Jeg kan huske, der engang var en din udstilling dernede. Og der blev lavet en tegnefilm. Der blev lavet nogle, der kom ind, og så var der nogle store dyr, der var bag nogle skærme, hvor man så kunne stoppe op. Og jeg kunne bare se, at så kom man længere frem, og så var der ligesom en tegnefilm.

Anette:

Det var det her med, hvorfor uddøde de nu sauna? Det var det, det handlede om, ikke? Og hvis man tog hele filmen, så fik man svaret. Og jeg kunne bare se, når de små kom ind, så gik de hurtigt forbi alle de der dyr. Dem tog de nogle gange på udvejen, for at de lige skulle kigge.

Sheena:

Men da

Anette:

de kom ind I det tegnefilmsunivers, der stoppede de op, og de blev der faktisk længe.

Sheena:

Og der

Anette:

var kun træstamme at sidde på, og det var også voksne, der sad der længe. Og det var nok det der med, at der var en pige eller en videnskabsdame, du kunne identificere sig med. Jeg kan bare huske, at vi blev overrasket over så lang tid, at de blev der. De blev der faktisk hele filmen, Også de små. Det

Sheena:

er interessant.

Anette:

Ja. Så det er jo noget af det, der fanger, ikke? Hvor der ikke er en stol, du skal sætte dig på. Du kan faktisk bare gå igennem, men du bliver nysgerrig, fordi du får måske et svar, eller jeg kan genkende tegnefilms-universet. Eller måske

Sheena:

bliver jeg nysgerrig sammen. Altså det med fællesskab. I fælles om den, der nysgerrighed. Og det er okay ikke at kunne svaret med det samme, men gå lidt på opdagelse, ikke? Ja, og så tror jeg bare med inklusion generelt, så skal man Altså, man bliver jo aldrig færdig.

Sheena:

Man bliver jo nødt til at blive ved med at have fokus på det, og man kan skabe rigtig mange muligheder bare ved at lave nogle ændringer. Altså det er lad os gøre. Og så blive ved med at have fokus på det og forvente det. Og så gøre nogle af de tiltag, man taler om.

Anette:

Nogle gange, når jeg skal dele klassen op I drenge og piger, og jeg ved godt, at også skal vi ikke tage drenge og piger, så siger jeg: Alle de smukke er I gruppe, og alle de køn er I en gruppe. Og så skal de jo vælge, om de er køn eller smukke. Nogle gange ser jeg også, at de er intelligente og de er kloge. Altså nogle gange skal man bare påbudt på, og så kan de selv definere, hvad er jeg egentlig I dag. Det er jo ikke et demokrati, men det er en valgmulighed, som vi kunne også sige nogle gange: Vil du arbejde I gruppe I dag, eller vil du arbejde alene?

Anette:

Og så lad det være alt det galt, at man godt må arbejde alene en gang imellem.

Sheena:

Og så måske ind med nogle runde borde I skolerne I stedet for firkantet, fordi

Anette:

så er

Sheena:

det ikke så synlig. Eller enkelt mands. Eller enkelt mands.

Anette:

Selvfølgelig, hvis der

Sheena:

er en rigtig god muligheder.

Anette:

Hvis man vælger altid at være alene, så skal man lige have en samtale.

Thomas:

Jeg tænker, der er noget med de borde der. Jeg har altid undret mig over det der med, at de fleste klasselokaler de er indrettet efter, hvor mange der skal kunne spise madpakke på samme tid. Og ikke efter, hvad for noget undervisning der skal være.

Sheena:

Men der

Anette:

er også det her med, at når vi designer forløb, så er det forløb. Det er sjældent, at man ser forløb, hvor det starter med en titel, og så breder det sig ud på alle de forskellige måder, man kan arbejde med forløbet. Det gør vi sjældent. Det er et forløb, hvor vi er meget lineært, og vi slutter allesammen hernede på samme tid med det samme resultat. Det kunne vi godt gøre.

Anette:

På en anden måde, tænkte jeg.

Sheena:

Og det er egentlig måske ændret noget, vi nogle gange putter børnene mere I, end vi putter os selv I. Fordi der har vi jo bare fået noget erfaring og noget mod på, at det giver jo bedst mening at gøre det, man er god til og har lyst til. Nogle gange.

Anette:

Ja, og vi har jo bare fundet ud af at få noget sammen med de mennesker, der gør det samme som os selv. Så derfor bliver vi ikke så tit provokeret til sine gange anderledes. Det kan vi måske gøre. Tak fordi du kommer udefra og siger, hvordan vi kan gøre det inde til skolen. Det er jeg meget taknemmelig for.

Thomas:

Men jeg synes også, at der var noget andet spændende, som jeg tænker, at man også Altså som jeg også tænker, at der er værd at tage med. Det er det her med jeres indretning så er du både med borde og antallet af tabbrater og hvad er det der inviterer ind og sådan noget men også hvor du siger det her med, så har I droppet de her lange, åbne gange hvor man kan overskue hele udstillingen på gang og løbe igennem den. Men at man laver sådan en generel indretning, der inviterer til at man stopper op og ikke nødvendigvis skal forholde sig til en hel udstilling på gang. Det tænker jeg da også Eller

Sheena:

et helt område.

Thomas:

Eller et helt område. Men at det er de her små universer, hvor man siger: Jamen her der skal jeg faktisk Når jeg står her, så kan jeg nærmest ikke se hen til den næste udstilling, og jeg skal kun forholde mig til det kunne være med lys eller jeg skal kun forholde mig til sæbebob.

Sheena:

Nå, og lige det med lyset, der er det lysbranden, der går den faktisk ind I noget. Er du faktisk

Thomas:

ind I noget mørkt? Den er helt vild med.

Anette:

Jeg tænkte på, at hvis vi snakker inklusion inden for skoleområdet, så tænker vi det som noget, vi måske bliver nødt til at tage os af. Det handler om at få sat en diagnose på nogle børn og flytte lidt rundt på dem, så de er jo alle mulige steder. Vi taler meget inklusion som et negativt aspekt I det at have skole. Men jeg har lidt på fornemmelsen af, at I jeres verden så forsker I faktisk I inklusion som en positiv ting, der faktisk giver bedre tal på bundlinjen. Altså

Sheena:

det er svært det der, fordi nu forsker vi ikke I det, men vi lytter til forskerne. Og jeg er heller ikke sikker på, hvis jeg skal være helt ærlig, at vi får bedre tal på bundlinjen måske på sigt. Det kunne man håbe. Men vi gør det, fordi Eksperimentarium skal være for alle. Og ikke kun dem, der synes: Hey, science, det er bare det, vi vil.

Sheena:

Vi skulle gerne nå bredere ud, og det gør vi så både ved forskellige tiltag. Vi engagerer os også I inklusionsprojekter, hvor vi måske netop når ud og inviterer familier, der ikke er vant til at komme hos os. Så vi gør lidt forskelligt, men vi gør det, fordi Eksperimentarme skal være for

Anette:

alle. Og det gælder vel alle eksterne læringsmiljøer, I skal være for alle. De skal være for miljøet. Ja. Det

Thomas:

tænker jeg også. Jeg tænker, det er meget godt at have et udgangspunkt med, at man laver noget, der er for alle. Skal vi gå ud på det?

Anette:

Det ville være en god Ja. Jeg kunne bare godt tænke mig det der med, at grundskolen virkelig var for alle og ikke kun slags børn. Der synes jeg nogle gange, at vi havner.

Thomas:

Jeg har ting, som jeg tænker, at inden vi går ud. Og det var bare fordi, inden vi gik I gang, der sagde du, at der nævnte du en anden. Var han fra Finland eller under en skole?

Anette:

Ja, det var fordi, at finnerne på et tidspunkt lå forrest I Svaneflokken. Ja. At det var de bedste skoler I hele Norden. Og så var jeg på besøg, og så spørger jeg en skoleleder: Hvorfor er I bedst? Altså, de får de bedste læserepræsentant, men det er ikke bare det.

Anette:

De har også den bedste trivsel. Det var rigtig godt at være I skole. Og jeg kunne se, at alle de der børn, de var faktisk glade alle sammen. Og der var en lærer, der trøstet et lille barn. Jeg tænkte: Hold da op, et overskud.

Anette:

Vi trøede også. Det ved jeg godt. Men der var bare en anden slags som hed der. Hvad er det, I gør, som vi ikke gør? Så siger han: Jamen, vi besluttede faktisk efter to.

Anette:

Verdenskrig, at det skal være bedre at være I skole end at være derhjemme. Der skal være tryghed, der skal være smukt, der skal være mad, der skal være omsorg. Og det er alle de ting, som man prøver I Finland at gøre.

Thomas:

På skolerne, den giver vi så til dig, Shena. Så kan I se, om I kan gøre det bedre på X-femoghalvfjerds at være det end at være der hjemme.

Sheena:

Nogle gange byder vi også på mad, faktisk.

Thomas:

Så siger vi tak for I dag. Du har lyttet til podcasten Naturfæaktiske nuancer. Du kan lytte med værge og busk og del med dine kolleger og din familie og med hvem du ellers taler med. Hvis du synes om det må høre, så kan du også huske at skrive en lille bemærkning I bunden. Det er vist glade for.

Hvordan kan alle føle sig velkomne?
Sendt af